I går havde Allerød Kommune som bekendt officielt besøg af H.M. Dronning Margrethe, som også var forbi Blovstrød.
DRONNINGEBESØG H.M. Dronning Margrethe blev i går kl 10:00 modtaget af borgmester Karsten Längerich ved ankomsten til rådhuset. Her blev der udbragt et nifoldigt leve, og udenfor spillede Den Kongelige Livgardes Musikkorps ‘Kong Christian’. Efter modtagelsen, kom dronningen ind på rådhuset for at hilse på Allerød Byråd, og her holdt borgmester Karsten Längerich en officiel velkomsttale for dronningen.
Fra rådhuset gik dronningebesøget til WS Audiology (tidl. Widex), der er en global markedsleder inden for høreapparater.
Efterfølgende fortsatte man til Lynge Skole - hvor der var morgensamling, med musik og fest.
Blovstrød-besøget
Klokken 12:20 gik dronningens tur til Blovstrød, hvor besøget gjaldt NIRAS, der er én af kommunens største virksomheder og én af de førende eksperter inden for rådgivning i bæredygtighed og grøn omstilling.
Ved virksomhedens store plads havde over 900 børn fra bl.a. Blovstrøds Børnehuse, Blovstrød Skole og Allerød Privatskole taget opstilling, og de tog imod dronningen med masser af flag, hurraråb og klapsalver.
Kl. 13:00 var kommunen vært ved en officiel frokost, som også blev afholdt hos NIRAS.
Efter frokosten fortsatte besøget til PP Møbler, som fremstiller møbler i høj kvalitet og som er100% dansk produceret. Virksomheden har bl.a. fremstillet 400 taffelstole, som dronningen fik i gave på sin 80 års fødselsdag.
H.M. Dronningen besøgte efterfølgende Mungo Park, som er et prisbelønnet egnsteater, der siden 1992 har haft fast base i Allerød. Sammen med inviterede gæster oplevede dronningen en kort særforestilling fra teaterstykket ”Den Allersidste Dans”. Et prisbelønnet, rørende teaterstykke, som har været på Mungo Parks repertoire siden 2007, og med stor succes.
Senere - omkring kl. 15:45 - ankom dronningen til bymidten, hvor Allerød Karate Dojo, Lillerød Ropeskipping og Allerød Musikskole var gået sammen og leverede en forrygende forestilling.
Omkring kl.16:10 sluttede dronningen besøget ved ‘Øen’, hvor farvelfesten sluttede med, at Den Kongelige Livgardes 36 mand store orkester spillede.
Om aftenen sagde dronningen tak for besøget ved en reception for indbudte gæster, der blev afholdt på Fredensborg Slot.
SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET