“Nu må de danske gaskunder vågne op,” siger Aksel Hauge Pedersen, og opfordrer til at støtte hans forslag.
BIOGAS “Bevar gasfyrene - skift fra naturgas til biogas”. Sådan lyder et borgerforslag fra Aksel Hauge Pedersen fra Uvelse. Han er en af de 400.000 danske husejere, der har et gasfyr stående, og som nu står overfor at skulle finde et alternativ.
Fra en artikel i Frederiksborg Amtsavis har vi klippet følgende:
Inden 2035 - altså senest om 12 år - skal alle naturgasfyr været skrottet og i stedet skal husejerne investere i varmepumper, jordvarme eller fjernvarme. Det er en konsekvens af Klimaforliget fra juni 2022, hvor statsminister Mette Frederiksen også satte alle kommuner i gang med at lave planer for udrulning af fjernvarme over hele landet.
“Jeg forstår ikke, at de danske gasforbrugere ikke råber op. Alle danske husstande med naturgas blev med et slag forringet i værdi, da Folketinget vedtog det klimaforlig sidste år,” siger Aksel Hauge Pedersen, som fortsætter:
Biogas er en alternativ løsning
“Det drejer sig om 100.000 til 200.000 kroner pr. bolig, som det koster, hvis man skal konvertere til varmepumpe - og skal du måske have fjernvarme, ved vi jo ikke rigtig, hvad det koster. Hensigten er rimelig nok, at vi skal af med naturgas. Men der er andre alternativer til naturgas end at gå over til fjernvarme, jordvarme eller varmepumpe. Nemlig biogas,” siger han.
Men netop biogas er fra politisk side reserveret til industri og transport, og efter 2035 skal ingen typer af gas bruges til opvarmning af private husholdninger
Men hvorfor egentlig, spørger Aksel Hauge Pedersen, som selv har arbejdet med naturgas siden 1979, hvor han som civilingeniør i daværende DONG var med til at udvikle det danske naturgasnet.
“Jeg synes, det er synd at skrotte noget, man har bygget op igennem de sidste mange år. Og gas er uhyre effektivt,” siger han.
Nok biogas til alle
‘Biogas Danmark’, som er en brancheorganisation med cirka 170 medlemmer, heraf 70 biogasproducenter, mener, at der kan være biogas nok til alle. Hvis politikerne altså ønsker det.
“Den grønne gas vokser kraftigt i det danske gasnet, og med de rette vilkår vil det kunne være 100 procent i 2027,” siger Henrik Høegh, som er formand for Biogas Danmark.
De rette vilkår vil være at fjerne CO2-afgiften på transporten af biogassen i det danske gasnet.
Virkeligheden lige nu er markant anderledes
Henrik Høegh mener, at virkeligheden lige nu er markant anderledes, end da Klimaforliget blev vedtaget i 2022.
“Forliget blev vedtaget under et indtryk af, at gas er en begrænset ressource. Men produktionen af biogas går så hurtigt nu, og vi sagtens kan levere til det hele. Vi har rigelig biomasse - i dag udnytter vi en tredjedel af husdyrgødningen, og selv hvis husdyrproduktionen reduceres i det plantebaserede samfund, bliver der masser af biomasse til overs fra planteproduktion. Så der er ingen forsyningsproblemer,” siger han.
Vi kan sagtens afsætte den gas, vi producerer. Hele Europa råber jo på gas. Men hvis der er nogen, der synes, det er tåbeligt at kassere alle de naturgasfyr, når nu vi har et fungerende distributionsnet, så kan vi levere, også til de private husstande,” slutter han.
Borgerforslag
Aksel Hauge Pedersens borgerforslag har frem til 12. august 2023 til at få de 50.000 underskrifter det kræves, for at Folketinget skal tage stilling til forslaget. Forslaget har fået 174 støtter. (OPDATERET: Nu 512 støtter - men der er langt til 50.000 !)
“Nu må de danske gaskunder vågne op,” siger han, og opfordrer til at støtte hans forslag.
Her er linket til borgerforslaget: https://www.borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/...
SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET