Tidligere elev fra Blovstrød Skole udgiver bog om pirater

I dag udkommer Jessica Larsens bog: ’Counter-Piracy Law in Practice.

Jessica Larsen fra Blovstrød Skole udgiver bog om pirateri i det Indiske Ocean. Pressefoto

PIRATERI Den tidligere elev fra Blovstrød Skole, Jessica Larsen, udgiver en bog om international pirateribekæmpelse. Bogen udkommer i dag, fredag, den 3. marts og hedder ’Counter-Piracy Law in Practice. An Ethnography of International Security Governance’.

I den senere tid har sagen kørt i medierne om Lucky, den etbenede nigerianer. Den formodede pirat Lucky blev bragt til retsforfølgelse i Danmark efter en skududveksling med danske soldater i Guineabugten i november 2021. Men tre andre mænd, der blev pågrebet samtidig med Lucky, blev sat fri.

I den forbindelse skriver sn.dk: Sagen er indviklet og peger på nogle grundlæggende udfordringer med pirateribekæmpelse – særligt retsforfølgelse. Sagen udspiller sig sideløbende med, at Jessica Larsen nu udgiver bogen om pirateribekæmpelse.

Jessicas bog er baseret på hendes PhD afhandling fra Juridisk Fakultet på Københavns Universitet i 2017, der handler om den internationale indsats imod somalisk pirateri i det Indiske Ocean.

Jessica lavede feltarbejde på det danske krigsskib Esben Snare og fulgte retssager om somalisk pirateri ved retten på Seychellerne og Mauritius. Hun interviewede også somaliere dømt for pirateri i fængslet på Seychellerne.

Det er alle disse informationer, som nu er blevet til en bog. Jessica Larsen voksede op i Blovstrød i 1980’erne, hvor hun gik på Blovstrød Skole. Siden har hun bl.a. boet og arbejdet i New York, Nairobi, Bruxelles og San Francisco. I dag bor Jessica på Nørrebro i København.

SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET