I formiddags blev ‘Årets borger’ for henholdvis Lillerød, Lynge og Blovstrød offentliggjort ved et arrangement på festpladsen i Lynge.
ÅRETS BORGER Formanden for Lynge Byfest, Jørgen Johansen, bød i formiddags velkommen til de mange fremmødte på festpladsen i Lynge ved offentliggørelsen af ‘Årets borgere’.
Årets Blovstrød-borger
Først kårede formanden ‘Årets borger’ i Blovstrød. Jørgen Johansen indledte med at fortælle, at da han var lille, ville han meget gerne have været spejder - måske spejderleder. “Og den mulighed har man i dag bl.a. i Blovstrød,” sagde Jørgen Johansen, “hvor Sanne Valentin Bjerregaard - med sit store hjerte - har fået etableret ‘familiespejd’ for børn på 3-7 år op i Blackfoot Spejdergruppen i Blovstrød. Det er blevet en kæmpe succes og rigtig mange nye børn og forældre har i år fundet vej til Blackfoot, til et fællesskab i naturen og til nye venner. Derfor har vi i år valgt Sanne som årets Blovstrød-borger; og du ønskes stort tillykke.”
Ved kåringen fulgte der et sponsorbeløb på kr.1.500,- fra REMA 1000 i Blovstrød.
Årets Lillerød-borger
Efterfølgende sagde Jørgen Johansen: “Årets Lillerød-borger har virkelig sat sit præg på Allerød Bio. Hun har været med i så mange år, at det er svært at tælle. Efter en start som cafévagt, blev det snart til mere. Hvorfor ikke blive caféformand?
Nu står hun for vagtplaner, finder afløsere - hvis hun ikke selv afløser. Når hun nu er igang, kan man jo også stå for billetsystemet, kontakt til håndværkere, indkøb og aktivbilletter, mm. Hun tager også søndage og klarer Operabio. Hun er nærmest lig med Allerød Bio. Det er derfor naturligt, årets Lillerød-borger er Anne-Mette Rothe Lund . Du ønskes stort tillykke.”
Ved kåringen fulgte der et sponsorbeløb på kr.1.500,- fra Kvickly Allerød.
Årets Lynge-borger
Til sidst kårede formanden Årets Lynge-borger. Her sagde Jørgen Johansen bl.a.: “Årets borger i Lynge er Lynge Byfests stærke mand, som aldrig siger nej. Han kan håndtere alle opgaver, er bare et fantastisk godt menneske, som altid er klar til at hjælpe. Den person, jeg tænker på, er naturligvis Anders Mikkelsen.”
Anders blev meget overrasket over valget, idet han intet havde hørt noget om, at pilen pegede på ham som årets Lynge-borger. Anders er iøvrigt med i Erhversforeningen, og mange andre forskellige foreninger. Der var også et stort tillykke til Anders.
Ved kåringen fulgte der et sponsorbeløb på kr.1.500,- fra SuperBrugsen i Lynge.
SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET