Kæmpe sejr! Det oprindelige formål for stiftelse af Foreningen Dæmpegårds Venner er nu lykkedes: Dæmpegård i Tokkekøb Hegn må IKKE nedrives!
AFGØRELSE Formanden for Dæmpegårds Venner, Lisette Thamdrup, fortæller til AOB, at Fredningsnævnet sidste år besluttede, at det ville være helt i orden at nedrive Dæmpegård, da de mente, at det udelukkende var området omkring gården, som var en del af fredningen fra 1944.
Lisette Thamdrup siger videre: “Vi var flere, der derefter ankede: Både Danmarks Naturfredningsforening i Allerød (v. Marianne Engberg) og Foreningen Dæmpegårds Venner indgav en klage.
Der er nu, efter knap et år, kommet svar fra Nævningenes Hus vedr. klagesagen om Fredningsnævnets tidligere afgørelse. Og der er truffet endelig afgørelse fra Miljø- og Fødevareklagenævnet, som ophæver afgørelsen, og det er dermed ikke tilladt at nedrive Dæmpegård, som nu (igen) indgår i fredningen. Hurra, for det!”
“Foreningen Dæmpegårds Venner var til møde på Allerød Kommune i sidste uge, hvor vi blev ønsket tillykke med resultatet. Borgmester Karsten Längerich vil meget gerne støtte op med en udtalelse fra kommunen om afgørelsen og den betydning, som den får for Dæmpegård. Danmarks Naturfredningsforening i Allerød vil også gerne støtte op med en udtalelse,” siger Lisette Thamdrup og fortsætter:
Opgaven er løst – men vi er blevet forelskede…
”Det ville jo være nemt nu at sige, at Foreningen Dæmpegårds Venners opgave er løst – gården er reddet! Sikke en masse tid både bestyrelsen og de mange frivillige venner i foreningen ville få frigivet.
Realiteten er dog, at vi alle er blevet så fuldstændigt forelskede i gården, omgivelserne og den unikke kulturhistorie og kulturarv, som det hele oser af. Det skal alle have mulighed for at blive en del af og opleve – igen og igen!
Vi søger alle ud i naturen, og vi efterspørger oplevelser og viden, som aldrig tidligere. Vi vil lære, hvordan vi passer bedst muligt på naturen, skaber insektvenlige, vilde haver, oplever sæsonernes forskellighed og nyder roen, stilheden og fuglesangen. Hvis vi kan købe en kop kaffe og måske kage eller frokost og endda har mulighed for at overnatte midt ude i naturen, så er det bare endnu mere tillokkende.
Det er nogle af de muligheder, som Dæmpegård håber på at kunne tilbyde i fremtiden!”
Fremtidens Naturkulturhus
Foreningen Dæmpegårds Venner har sideløbende med ankesagen arbejdet intenst på at lave en aftale med ejeren af Dæmpegård, Naturstyrelsen, om overdragelse af gården, så den kan transformeres til Fremtidens Naturkulturhus til glæde for os alle. Dæmpegård skal være en offentlig tilgængelig destination i Nordsjælland!
Med Miljøminister Lea Wermelins hjælp har foreningen fået forkøbsret til Dæmpegård og ca. 2,5 ha jord. Der er dog på ingen måde tale om ”en vennepris”. Prisen er 7,5 millioner kroner, som skal betales senest den 30. juni 2022. Hvis ikke det lykkes foreningen at skaffe disse penge, så vil Naturstyrelsen forsøge at sælge gården til privat køber.
Meget interesseret
Foreningen Dæmpegårds Venner har været i dialog med mere end 15 forskellige fonde, som er meget interesserede i at høre mere og måske indgå partnerskab omkring donation af penge til restaureringen af gården, men alle fondene har som krav, at ejerforholdet skal være afklaret. Enten skal foreningen eje gården, eller så skal der være en langvarig, uopsigelig lejeaftale. Derved er fondene sikre på, at pengene ikke bare doneres til staten, men derimod kommer til at gøre en væsentlig forskel for fællesskabet – at vi alle fremtidigt kan få glæde af Naturkulturhuset Dæmpegård!
Mangler en del penge, før de 7,5 mio. kr. er sikre
Derfor er de seneste måneder brugt på at skrive anbefalede breve til store virksomheder og personer med en stor personlig formue. Tilsagnene om donationer er heldigvis begyndt at tikke ind, og derfor er foreningen forsigtigt optimistiske. Der mangler dog stadig en del penge, før de 7,5 mio. kr. er sikre.
SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET