Der er kun én rigtig løsning over Kongevejen

Utrolig mange Blovstrød-borgere er fremkommet med forskellige forslag til passagen over Kongevejen. AOB mener at være nået frem til den rigtigste løsning.

Den eneste rigtige løsning er etablering af et almindeligt lysreguleret T-kryds, som dog skal synkroniseres med T-krydset ved Sortemosevej. Manipuleret foto: AOB

Den eneste rigtige løsning er etablering af et almindeligt lysreguleret T-kryds, som dog skal synkroniseres med T-krydset ved Sortemosevej. Manipuleret foto: AOB

LØSNINGEN I gennem de sidste 6-7 år er der rigtig mange Blovstrød-borgere, der løbende er kommet med forslag til, hvordan specielt skolebørnene kan komme sikker over Kongevejen. Vi har behandlet emnet mange gange, og der er nu - både på AOBs Facebook-side men også på ‘BLOVSTRØD’-siden - fremkommet mange bemærkninger og forslag, og her på det sidste har kommentarerne taget til med mere eller mindre velbegrundede løsninger.

AOB har nu gennemgået de mange kommentarer, og på grundlag af disse kommer vi her med vores bemærkninger og konklusion.

Gangbro
Der er flere, som har foreslået, at man etablerer en cykelgangbro over Kongevejen. Men argumenterne for den løsning har bl.a. fra kommunens konsulentfirma NIRAS været, at mange erfaringer viser, at den kun vil benyttes af de færreste og slet ikke af cyklister. Det er også, hvad flere borgere tidligere har erfaret. Flere har samtidig fremhævet, at der er risiko for, at der kastes genstande ned på bilisterne.

Tunnel
Andre har foreslået, at man udfører en tunnel under Kongevejen - men den løsning er meget problematisk af flere grunde.

Føst og fremmest er der tale om en meget dyr løsning. NIRAS har i sin tid i et notat skønnet en pris på ca. 18 mio. - og det blev understreget, at overslaget var beregnet for en ‘billig’ og snæver tunnelløsning, hvor der ikke var taget højde for tryghed eller anden merværdi, som der potentielt ville kunne være ved en sådan underføring. En mere komfortabel løsning ville bringe prisen langt over 20 mio. Det var et overslag fra 2014 - så løsningen i dag er nok ikke blevet billigere.

For det andet kræves der ved en tunnelløsning, at der etableres lange ramper for at opfylde de nugældende vejregler, som bestemmer, at tunnel-ramper skal anlægges med en hældning, der imødekommer kørestolsbrugere. Dette medfører i dette konkrete tilfælde ramper på ca. 100 meters længde på hver side af tunnelen. Og det er disse ramper, som er meget bekostelige og pladskævende.

Der er flere, som har foreslået, at man - for at undgå de lange ramper - etablerer en elevator på begge sider af tunnelen. Denne løsning er dog urealistisk - de vil blive brugt som et kærkommen ‘legetøj’ med risko for mange stop og vil samtidig kræve store løbende driftudgifter.

Rundkørsel
Der var på et tidligt tidspunkt også et forslag fremme om udførelsen af en rundkørsel ud for Blovstrød Byvej - dette blev dog nedstemt fra manges sider og ville i øvrigt være meget pladskrævende. Nu har en borger foreslået, at der etableres en rundkørsel ud for overkørslen til Drabæk Huse, hvilket dog ikke løser overgangs-mulighederne for skolebørnene.

Lysreguleret overgang
NIRAS påpegede endvidere i sit notat, at erfaringsmæssigt vil fodgængere og cyklister foretrække at blive på ‘overfladen’ og i stedet krydse vejen. Krydsning via signalregulerede kryds er trafiksikkerhedsmæssigt den absolut bedste løsning, fremhævede man LÆS HER.

Som udgangspunkt ønsker kommunen ikke, at børnenes skolevej fra de nye Blovstrød-bebyggelser til Blovstrød Skole løses ved at benytte overgangen ved Kirkestien. Man bør i stedet følge de bagvedliggende stier op til T-krydset ved Sortmosevejen - herved kommer man dog ind ad ‘bagdøren’ til skolen.

Men, som flere skriver: “Børn vil altid gøre som vandet, og tage den letteste vej.” Faktum er nemlig, at eleverne fra de nye bebyggelser ikke går hen til det nuværende lyskryds - det er en for stor omvej. De krydser overgangen ved Kirkestien/Blovstrød Byvej - det er den hurtigste vej til skolen fremhæver NIRAS også i sit notat.

Fra fodgængerovergangen videre frem til Blovstrød Skole er den ensrettede Kærvej så bred - også mellem kirkegådsmurene - at der kan etableret en dobbeltrette cykel/gangsti adskilt fra selve kørebanen og giver således den naturlige rute hen til skolen og institutionsområdet.

AOB har tidligere foreslået en lysreguleret overgang ud for Kirkestien - en løsning, hvor der benyttes ‘selv-tryk’. Dvs. at der vises kun rødt for bilisterne, når fodgængerne aktiverer det røde stoplys. Denne løsning, må vi dog erkende, vil skabe for mange trafikpropper, når skolebørnene kommer i ‘bølger’ for at passere Kongevejen.

Vi mener, at den eneste rigtige løsning er etablering af et almindeligt lysreguleret T-kryds, som dog selvsagt skal synkroniseres med T-krydset ved Sortemosevej. Idéen er, at der bliver et ‘forsinket’ rødt for bilsterne ved Kirkestien, når der er grøn højrepil for de bilister, som kommer fra Sortemosevej og skal mod syd.

Flere følge-fordele
Ovenstående løsning har endvidere flere følge-fordele:
Når der bliver pause i biltrafikken på Kongevejen - pga. rødt ved fodgængerovergangen
- har bilisterne fra Blovstrød Byvej let mulighed for at komme ud på Kongevejen; både mod syd og nord,
- har bilister fra Circle K let at komme ud på Kongevejen mod syd og
- tilsvarende har bilister fra Drabæk Huse også let ved at komme ud mod syd - idet der også er pause i cyklist-strømmen, som i dag er et stort problem.

Ikke den dyreste løsning
Det er ikke den billigste løsning - men bestemt heller ikke den dyreste - og efter vor mening den eneste og enkleste mulighed for at sikre børnenes skolevej: Fakta er, at alle bilister stopper for rødt lys og tilsvarende vil alle fodgængere afvente grønt lys.

Findes der en anden og bedre løsning? - lad os høre, hvad vores læsere har af kommentarer og saglige argumenter - for og imod AOBs forslag!

AOB mener, at der bør etableres en lysreguleret overgang ud for Kirkestien/Blovstrød Byvej. Lysreguleringen skal synkroniseres med T-kydset ved Sortemosevej. Tekster: AOB

AOB mener, at der bør etableres en lysreguleret overgang ud for Kirkestien/Blovstrød Byvej. Lysreguleringen skal synkroniseres med T-kydset ved Sortemosevej. Tekster: AOB

SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET