En erfaren personalegruppe er i gang med at starte en skovbørnhave op her i Blovstrød. Der har allerede nu været rigtig stor interesse for projektet og man har fået rigtig gode respons.
SKOVBØRNEHAVE En personalegruppe er i gang med at starte en skovbørnhave op her i Blovstrød. Og allerede nu har der været stor interesse for projektet.
Blackfoot Spejdergruppes gruppestyrelse fik for et styke tid siden en henvendelse om en eventuel etablering af en skovbørnehave i forbindelse med spejdernes dejlige grund, som jo ligger op til Tokkekøb Hegn. Gruppestyrelsen mente, at en skovbørnehave ville passe rigtig godt ind i spejderånden og ville samtidig være et godt aktiv for Blovstrød by, hvorfor man har arbejdet videre med idéen.
En af kravene fra ledergruppen var, at skovbørnehaven ikke måtte sætte begrænsninger for spejderarbejdet. Men da man allerede havde haft rigtig gode og positive erfaringer med skolebørn fra Blovstrød Skole - som har benyttet hytten og grunden inden sommerferien pga. corona-pandemien - mente man godt, at etablering af en skovbørnehave kunne lade sig gøre.
En god løsning
Blackfoots gruppestyrelse nedsatte efterfølgende en arbejdsgruppe, som har arbejdet tæt sammen med Blackfoots ledergruppe, repræsentanter fra Blovstrød Skovbørnehave, samt Allerød kommune. Der er stadig meget arbejde forbundet med kontrakter, tilladelser etc., men arbejdsgruppen mener, at der er en god løsning på vej.
Hvis alle tilladelser falder på plads, vil Blovstrød Skovbørnehave være til stede på Skovmarkshyttegrunden fra kl. 6:30 til 16:30 mandag til fredag. Blovstrød Skovbørnehave vil være en udebørnehave, og vil have adgang til udendørs arealer, men ikke til selve Skovmarkshytten.
Formanden for Blackfoot Spejdergruppe, Michael Timm, siger: “Det er vigtigt at pointere, at dette projekt skal ses som et fantastisk tiltag for vores lokalsamfund, samt være med til at give Blackfoot Spejdergruppe nogle flere muligheder fremadrettet.”
Erfaren og sammentømret personalegruppe
På Blovstrød Skovbørnehaves hjemmeside skriver man bl.a.: “Vi er en erfaren og sammentømret personalegruppe, som er i gang med at starte en skovbørnehave op. Vi kommer til at holde til omkring Blackfoot-spejderhytten og Tokkekøb Hegn.”
Status på Blovstrød Skovbørnehave er, at man er ved at have en aftale på plads med Blackfoot Bloustrød spejdergruppen, og en ansøgning er sendt afsted til kommunen, hvor man er i god dialog med kommunen. Man håber derfor også på, at kunne åbne inden årets udgang, og man kan allerede nu skrive ens barn på ventelisten.
Man vil i løbet af det næste stykke tid, afholde flere ‘Kom & Leg’-arrangementer, hvor man har mulighed for at komme og møde personalet og stille spørgsmål.
Man er også altid velkommen til at kontakte gruppen på 42 70 83 29, hvis man vil vide mere.
På hjemmesiden skriver man videre:
Blovstrød skovbørnehave vil have omkring 40 børn i alderen fra 2,8 år til skolestart.
Børnene vil være fordelt i to grupper, Skovtroldene og Skovnisserne. I hver gruppe vil der være en pædagog samt en pædagogisk assistent eller en medhjælper.
Derudover vil der være en naturvejleder, som vil være knyttet til den gruppe, der er hjemme samt en pædagog, der vil være knyttet til den gruppe, der er i skoven. Det vil sige, at der vil være 3 voksne pr. gruppe.
Vores vision er at børnene hos os skal være trygge, så de har de bedste vilkår til at udvikle deres kompetencer. Derfor er det vigtigt at børnene føler sig tilpas ved de børn og voksne de er i gruppe med. Vi har valgt, at når man som barn og familie starter hos os prøver man begge grupper af i en periode hvorefter lederen i samarbejde med det pædagogiske personale, forældre og barnet finder ud af hvilken gruppe der vil matche bedst. Der vil selvfølgelig skulle tages hensyn til antal af børn i de to grupper.
I Blovstrød Skovbørnehave er vi en personalegruppe der er vant til at arbejde sammen og ved hvor vi har hinanden, da vi har arbejdet tæt sammen i mange år. Vi har det rigtig godt samme og det gør at vi har stor tillid til hinanden.
For os er det vigtigt at kunne skabe en hverdag for børnene fyldt med nærvær. Det er en af de grunde til at vi har valgt at åbne Blovstrød Skovbørnehave. Vi vil skabe en daginstitution hvor alle børn bliver set og hørt.
Vi vægter højt at alle de voksne har kendskab til alle børn. Så lige meget hvem der åbner eller lukker og er der i løbet af dagen, så vil jeres barn føle sig trygge.
Et tæt og tillidsfuldt forældre samarbejde er altafgørende, da det er jer forældre der kender barnet bedst og kan give os de bedste redskaber til at vi sammen kan skabe den bedste udvikling for jeres barn.
Åbent hus på søndag
Skovbørnehavens initiativgruppe holder åben hus nu på søndag fra kl. 13:00 til 15:00 på spejdergrunden.
Man kan læse mere på hjemmesiden HER.
SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET