Blovstrødvand til de kommende nye Blovstrød-beboere

Blovstrød Vandværk har i det sidste års tid haft meget travlt med at forsyne de nye bebyggelser på 'den anden side' af Kongevejen med næsten 4 km vandrør

Så er der snart Blovstrød-vand til de kommende beboere. Foto: AOB

VANDFORSYNING  Blovstrød Vandværk har haft meget at se til i det sidste års tid, idet man løbende skulle gøre klar med fremføring af vandledninger til de tre store byggeprojekter, der er i gang på vestsiden af Kongevejen. Det drejer sig om Drabæk Huse, Grønningen og Frugtlunden.

I forbindelse med byggemodningen for over 200 boliger - som Blovstrød i første omgang bliver udvidet med - skal der i vejanlæggene bl.a. nedlægges kloaker (separat system), el-forsyning, fjernvarme, fibernet samt vand. Og det er Blovstrød Vandværk, som forestår leveringen af vores fine vand. 

1 - Placeringen af vandledningerne registres rent elektronisk og overføres til et digitalt kort.
2 - Denne maskine sørger selv for at tilfyldningen over vandledningen bliver stampet effektivt.
3 - Kurt Nielsen viser, hvordan stophanen til de enklete parceller bliver placeret. Fotos: AOB

Fire kilometer vandledning
AOB var forleden dag på besøg i området, hvor vandværksbestyrer, Kurt Nielsen, viste rundt på byggepladsen ved Frugtlunden og kunne fortælle, at der i de tre nye byggefelter tilsammen næsten nedlægges 4 km vandrør. Hovedforsynings-ledningerne er 11 cm i diameter, andre forsyningsledninger er 6,3 cm i diameter og alle stikledningerne er Ø 3,2 cm. 

Kurt Nielsen fortæller videre, at vandværkets bestyrelse i sin tid havde været meget forudseende og taget højde for bolig-udviklingen i Blovstrød, så vandværket i dag har fuld kapacitet til bl.a at dække de nye boligers vandforbrug.

De nye hoved-vandledninger og stikledninger består udelukkende af polyethylen (PE), og rørene svejses sammen ved en særlig teknik. Der er således ikke risiko for, at der på sigt kan blive tale om tæring af rørsystemet. Det er entreprenørfirmaet Tage Bagger A/S fra Lynge, som forestår selve arbejdet for Blovstrød Vandværk, hvor Kurt Nielsen bl.a. fører det overordnede tilsyn.