Stort budgetforlig indgået

Seks partier i Allerød er blevet enige om fordelingen af kommunens midler i de kommende år.

Partierne bag budgetforliget foreviget efter aftalens indgåelse, og Karsten Längerich er glad for det store indgåede forlig og udtaler: “Med den store investering i to-vokseordning håber vi at øge trivslen hos skoleeleverne.”  Pressefoto

BUDGETFORLIG Venstre, Konservative, Socialdemokratiet, SF, Radikale og Moderaterne har indgået budgetforlig. Kun Enhedslisten - som blev bedt om at gå, allerde inden forhandlingerne gik i gang - står udenfor aftalen.

I en pressemeddelelse fremgår det bl.a., at budgetaftalen indeholder investeringer i kommunens folkeskoler for at øge trivslen og fagligheden,

En af de helt store punkter i forliget er millioner til indførelse af en ny tovoksen-ordning på kommunens folkeskoler. Formålet er at øge elevernes trivsel. 

Der er sat fem millioner kroner af til projektet i 2025 og syv millioner i 2026 og 2027. Fra 2028 og frem er der afsat ni millioner kroner årligt. 

Forhandlingerne har altså ført til væsentligt større beløb, end hvad borgmester Karsten Längerich oprindeligt havde skitseret i sit oplæg til budget. Hans forslag var tre millioner kroner i 2025 til 2027 samt 1,5 millioner i 2028.

I budgetforliget er der desuden fundet penge til at tilføre skolernes specialundervisning flere midler. Området får 7,6 millioner kroner i 2025. I 2026 øges beløbet til 10,9 millioner, og i 2027 høves det yderligere - til 14,2 millioner.

Karsten Längerich er glad for det indgåede forlig og udtaler i forbindelse med pressemeddelelsen: “Med den store investering i to-vokseordning håber vi at øge trivslen hos skoleeleverne, og at flere kan få glæde af at være sammen med kammeraterne i skolen. Vi ser desværre en udvikling, hvor mange har behov for specialundervisning, og dette ønsker vi at ændre med flere lærere og pædagoger i klasserne.”

SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET