Hunde-høm-hømmer kan være smittekilde

En efterladt hundelort er meget mere end bare et irritationsmoment for andre. Den kan også være en smittekilde, som nemt kan overføres til andre hunde.

Kun lidt over halvdelen af danske hundeejere samler deres hunds efterladenskaber op. Arkivfoto

SMITTEPRES Er du en af de hundeejere, der ikke samler din hunds efterladenskaber op, så bidrager du til et øget smittepres, der i værste fald kan slå en anden hund ihjel. 

Sådan lyder budskabet fra en dyrlæge i forlængelse af en ny undersøgelse fra Agria Dyreforsikring, som viser, at kun lidt over halvdelen af danske hundeejere altid samler deres hunds efterladenskaber op. Dette står i kontrast til Storbritannien, hvor hele 94 procent af hundeejerne altid samler op.

Det kontante budskab fra Lotte Evers, der er marketingchef i Agria Dyreforsikring: “Hundeejerne skal lære deres hundes efterladenskaber bedre at kende.

Danske hundeejere går ofte op i det, de putter ind i hunden, men de savner viden om det, der kommer ud i den anden ende.”

Lotte Evers uddyber: “En efterladt hundelort er meget mere end bare et irritationsmoment for andre, der måtte komme i kontakt med den. Den kan også være en skjult smittekilde, der rummer bakterier, virus eller parasitter, som nemt kan overføres til andre hunde.”

Ved bl.a. Blovstrød Enge kræver kommunen, at man samler sin hunds efterladenskaber op, og iøvrigt skal hunden altid være i snor. Foto: Flemming Nyberg /AOB

SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET