Dræbersneglene æder vores køkkenhaver

Et lunt og fugtigt forår giver dræbersneglen et 'godt' år, lyder det fra ekspert.

Det lune forår og fugtige vejr har været rigtigt godt for dræbersneglene - De kommer frem fra deres skjul og invaderer bl.a. vores haver og fortærer alt, hvad de kommer i nærheden af. Foto: Flemming Nyberg/AOB

DRÆBERSNEGLE Hvis du har en køkkenhave, har du nok også dræbersnegle i år - og måske mange snegle.

Det er nemlig et godt snegle-år, lyder det fra Haveselskabet. Foreningen har fået flere henvendelser fra haveejere, som kæmper med den brune dræbersnegl.

“Vi har et indtryk af, at der er rigtig mange snegle i år. Det virker til, at der er flere snegle, end der tidligere har været,” siger Marlene Nielsen, der er rådgiver ved Haveselskabet.

“Det er svært at sige, om i år er det vildeste snegle-år nogensinde. Bestanden af dræbersnegle bliver nemlig ikke gjort op,” siger Stine Slotsbo. Hun er seniorforsker på Institut for Ecoscience ved Aarhus Universitet og har tidligere skrevet ph.d. om dræbersnegle.

“Det er svært at sætte tal på, men mange mennesker oplever dem i år og i stort antal. Der er mange i år,” siger hun.

“Det er et ret gunstigt år. Det lune forår og fugtige vejr har været rigtigt godt for dem,” siger Stine Slotsbo. Hun slår dog fast, at det også afhænger af, hvor mange æg, der blev lagt sidste år, og hvordan de har klaret sig henover vinteren. Det er særligt i køkkenhaven, at man i løbet af en aften kan spotte flere dræbersnegle.

FAKTA

  • Den iberiske skovsnegl bliver kaldt for dræbersnegl.

  • Dræbersneglen er ifølge Miljøstyrelsen uønsket, fordi den bl.a. raserer køkkenhaver.

  • Aflivning af dræbersneglen bør ske hurtigt, så dyret ikke lider unødvendigt.

  • Det kan gøres ved at samle sneglene ind og hælde kogene vand over.

  • Man kan også klippe sneglene over med en havesaks.

Kilde: Miljøstyrelsen

SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET