Alle villaer i Allerød Kommune har i år fået leveret en rød miljøboks til farligt affald. Nu kan man bestille afhentning.
MILJØBOKS Man kan nu få afhentet sin miljøboks til tømning op til 4 gange om året. Bestil afhentning via selvbetjeningen "bestil afhentning". I systemet finder man sin adresse og vælger ordningen 'Farligt Affald’, samt en afhentningsdato.
Når miljøboksen bliver hentet, får man udleveret en tom og rengjort beholder i stedet. Miljøboksen ejes af kommunen og skal opbevares tørt og under tag mellem afhentningerne.
Bemærk:
miljøboksen skal sættes frem ved skel senest klokken 06 på afhentningsdagen, så den tydeligt kan ses fra vejen
boksen må max. veje 4 kg.
låget på boksen skal være helt lukket
aflever så vidt muligt affaldet i den originale emballage. Ellers brug f.eks. et syltetøjsglas med låg eller en frysepose. Skriv i så fald tydeligt indhold på emballagen
emballagen skal være forsvarligt lukket og stå oprejst, så indholdet ikke løber ud
stil ikke farligt affald ved siden af eller oven på boksen
stil ikke boksen oven på dine affaldsbeholdere på hjul
Brug miljøboksen til f.eks:
beholdere med maling, lak og olie
beholdere med kemikalier og opløsningsmidler
lyskilder, f.eks. elpærer, LED-pærer og lysstofrør
spraydåser
kosmetik og neglelak
Man kan IKKE få hentet f.eks.:
Batterier og småt elektronik (men skal lægges i hver sin gennemsigtige plastpose på max. 4 liter med knude på og placeres på låget af din affaldsbeholder på hjul)
Medicinrester, kanyler og sprøjter (men skal afleveres på apoteket)
Selvantændelige klude og væsker samt brandnærende produkter som f.eks. brintoverilte (men skal afleveres på genbrugspladsen)
Man kan læse mere i folderen om de røde miljøbokse
SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET