Der er ingen ny redning for Dæmpegård

Kan Dæmpegård foræres til Allerød Kommune for et symbolsk beløb? Finansminister Nicolai Wammen: “Nej, det kan ikke komme på tale”

Lisbeth Bech-Nielsen fra SF har bedt finansminister Nicolai Wammen om at redegøre for mulighederne for, at Dæmpegård kan foræres til Allerød Kommune. Foto: Flemming Nyberg /AOB

DÆMPEGÅRD I et aktstykke beder SF’eren Lisbeth Bech-Nielsen finansminister Nicolai Wammen om at redegøre for mulighederne for, at Dæmpegård kan foræres til Allerød Kommune for et symbolsk beløb, med henblik på at Allerød Kommune – evt. i samarbejde med en lokal forening eller fond – overtager driften og vedligeholdelsen af ejendommen.

Krævede 6,2 millioner
Det var jo som bekendt ildsjælene fra Foreningen Dæmpegårds Venners mål at drifte gården som et naturkulturhus i samarbejde med Allerød Kommune og med ejerskabet placeret i en selvejende fond. Men udfordringen var, at ejeren, Naturstyrelsen, krævede 6,2 millioner kroner for Dæmpegård – et beløb det aldrig bare tilnærmelsesvis lykkedes foreningen at frembringe.

Der er dog mulighed i lovgivningen for at give en gård som Dæmpegård væk vederlagsfrit - altså gratis - hvis det skønnes i almenvellets interesse, men det er først nu med finansministerens svar, det kommer frem i offentligheden, hvorfor Naturstyrelsen i sin tid afviste dette i Dæmpegårds tilfælde.

Finansministeren svarer
Finansminister Nicolai Wammens skriver nu i sit svar: ”Naturstyrelsen har i enkelte tilfælde benyttet sig af et vederlagsfrit salg uden offentligt udbud via aktstykker til kommuner eller selvejende institutioner. Der har i disse tilfælde været tale om ejendomme, som kommuner eller andre allerede havde i fuld drift og i de fleste tilfælde havde investeret betydelige beløb i.”

Finansministeren skriver videre: “Derudover ville de på ejendommene allerede eksisterende kulturelle- og/eller naturformidlingsmæssige aktiviteter med stor sandsynlighed ophøre ved salg til anden side. Dette er ikke tilfældet for Dæmpegård, der står tom uden eksisterende aktiviteter. Naturstyrelsen vurderer på den baggrund, at der således ikke er et væsentligt samfundsnyttigt formål, der kan begrunde en vederlagsfri overdragelse af et aktiv, der har en betydelig værdi.” Finansministerens svar har han i øvrigt direkte hentet fra miljøministeren Magnus Heunicke tidligere svar.

Sagen er lukket
Der mangler stadig nogle formalia, før Foreningen Dæmpegårds Venner helt får opløst sig selv, men, som Sjællandske Nyheder har beskrevet tidligere, kastede man håndklædet i ringen sidste år. Derfor har foreningens repræsentanter heller ikke ønsket at udtale sig, da de ser sagen som lukket.

Sættes nu til salg
I nær fremtid sætter Statens Ejendomsselskab ‘Freja’ Dæmpegaard så til salg. Den bliver sikkert sat til salg til de 6,2 millioner, som den sidst er vurderet til. Men hvem vil overtage de fem meget ringe vedligeholdte bygninger fra 1788, hvor der bl.a. forestår en restaurering, som styrelsen vurderede til flere millioner LÆS HER. - Vi må nu afvente resultatet.

SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET