40 km-zoner forsinket

Etableringen af hastighedszonerne i bl.a. Blovstrød er blevet forsinket grundet politiets lange sagsbehandlingstid.

For Blovstrøds vedkommende bliver konsekvensen den, at hastigheden på alle lokalveje i vores område fremover bliver nedsat til max 40 km/t. Ved alle indkørsler til zonerne skal der samtidig etableres hastighedsdæmpende bump. Fotomanipulation: Flemming Nyberg/AOB

40 KM-ZONE For to år siden besluttede Miljø-, Erhverv- og Byudvalget, at Allerød Kommune skulle søge om deltagelse i Vejdirektoratets kommende forsøg med etablering af zoner med hastighedsbegrænsning på 40 km/t. Der var tale om en ny forsøgsordning efter ‘Bekendtgørelse om lokale hastighedsgrænser’.

Vores kommune fik tilladelse til at deltage i forsøgsordningen, og i 2023 blevet der etableret hastighedszoner med skilte flere steder i kommunen som led i ordningen LÆS HER. Men af de zoner, der sidste år blev besluttet at etablere, udestår udførelsen stadig i bl.a. Blovstrød, som er blevet forsinket grundet politiets lange sags-behandlingstid.

Der foreslås etableret yderligere tre 40 km-zoner i 2024. Det skal bemærkes, at politiet ikke godkender 40 km-zoner uden etablering af hastighedsdæmpere, så det er derfor første-prioritet at etablere zoner, hvor der allerede er bump og på steder, hvor hastigheden er høj, og hvor det giver mening at etablere hastigheds-dæmpere.

Kommunen har besluttet at der etableres lokale hastighedszoner i følgende områder i Blovstrød: 
- Hele Blovstrøds ældre del, med undtagelse af Blovstrød Allé og Sjælsø Allé.
- Østre Teglværksvej, Frugtlunden og Grønningen (som er private fællesveje).

Forventelig permanent
Forsøgsordningen kører i tre år, men Miki Dam Larsen - formand for MEB-udvalget - regner dog med, at forsøgsordningen efterfølgende bliver gjort permanent.

“Med mindre prøveperioden viser noget overraskende, må man - realistisk set - formode, at det bliver permanent løsning. Det er en relativ stor investering og tilpasning, man gør,” siger han med henvisning til blandt andet skiltningen samt også det, at der skal retableres fartdæmpende foranstaltninger en del steder.

Hastighedsmålinger
Det foreslås endvidere, at der i 2024-25 gennemføres hastighedsmålinger til evaluering af de etablerede 40 km-zoner. Men hvis målingerne viser, at hastigheden ikke er gået tilstrækkeligt ned, kan der etableres yderligere fartdæmpning på disse steder.


SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET