Så er hastighedsskiltningen kommet på plads ud for spejdergrunden

Men flere mener, at den ikke har den ønskede effekt.

Nu er skiltningen ved T-krydset Sandholmgårdsvej/Blovstrød Allé blevet rettet. Der er blevet etableret vejbump ved fodgængerovergangen, og hastigheden ved overgangen er sat ned fra 60 til 50 Km/t. Foto: Flemming Nyberg/AOB

TRAFIKREGULERING I sidste uge skrev vi, at kommunen havde etableret vejbump ved fodgængerovergangen i T-krydset Sandholmgårdsvej/Blovstrød Allé. Samtidig havde man sat hastigheden ned fra 60 til 50 km/t lokalt omkring fodgængerfeltet. Men vi kunne dog konstatere, at det var gået lidt for stærkt, idet man tæt ved overgangen havde glemt at nedtage et 60 km/t skilt - så det var noget forvirrende for bilisterne LÆS HER.

AOB rettede henvendelse til kommunen om skilteforvirringen, og nu er fejlen rettet. Nu markerer man tydeligt, at der er tale om et vejbump, og hastigheden er derfor lokalt nedsat til 50 km/t. Man har samtidig også sikret, at fodgængerovergangen er belyst om natten - man har dog ikke valgt løsningen med etablering af et torontoanlæg, som er et trafiklys, der konstant blinker gult. Dets funktion er at gøre bilister ekstra opmærksomme på et fodgængerfelt - også om dagen.

Ingen effekt
Allerede nu er der flere borgere, som mener, at vejbumpet ikke har den ønskede effekt. Det udførte bump er meget fladt - sikkert aht busserne - og derfor kører mange rask gennem T-krydset uden overhovedet at sænke hastigheden.

Den mest sindssyge oplevelse havde vores fotograf, da han var forbi i fredags. Der kom en personbil i meget høj fart fra Kongevejssiden - han havde set skiltet, som viste, at der nu kom et vejbump - så han trak over i den modgående kørebane - altså mod trafikken - og undgik dermed at passere over selve bumpet. En tåbelig og farlig situation.

Den 15. september, kl 12:55: En bilist havde observeret, at der nu kom et vejbump og trak derfor over de dobbeltstribede linjer og over i den modsatte kørebane for at undgå at køre over bumpet - En tåbelig og farlig situation. Det skal bemærkes, at ovenstående foto er en manipuleret situation, som AOB oplevede hændelsen. Manipuleret foto: Flemming Nyberg/AOB


SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET