Rigtig mange Blovstrød-borgere deltog i kirkens fællesspisning.
FÆLLESSPISNING I går, mandag den 28. august lagde sognegården ved Blovstrød Kirke for første gang hus til fællesspisning for alle Blovstrødborgere. Fremmødet var flot, og der blev hygget på tværs af Blovstrød-generationerne.
Udover et godt måltid økologisk mad fra Stengården og mange nye bekendtskaber, bød aftenen på sensommersange fra Højskolesangbogen.
Sognepræst Kristine K. Ravn var glad oven på det vellykkede arrangement og udtaler til Alt om Blovstrød, at hun glæder sig til næste fællesspisning den 26. september. Derudover er der også fællesspisning planlagt onsdag den 1. november og torsdag den 7. december - alle dage kl.17:30-18:45.
Spisningen begynder med en højskolesang hver gang, kl. 17:30 og slutter med en aftensalme og efterfølgende godnathistorie i børnehøjde kl. 18:30-18:45. Hvis man gerne vil blive længere end dette, er man også velkommen til det.
Tilmelding til fællesspisning sker ved betaling med MobilePay 67 17 04. Det koster 100 kr. pr. voksen og halv pris for børn. Ønsker man at drikke andet end vand, skal man selv medbringe det. Nærmere detaljer fremgår af kirkens hjemmeside.
SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET