Om byggeriet bag Blovstrød Kro ‘Søbredden’

Flere borgere har henvendt sig til AOB, og spurgt om der snart sker noget bag hegnet ved Blovstrød Kro/Rema 1000. Kommer der mon nogensinde et byggeri op at stå?

Udgravningen til parkeringskælderen til de 18 boliger, som er planlagt opført bag hegnet ved kroens parkeringsplads, har nu ligget hen i over seks år. Nu er spørgsmålet, hvornår sker der mon noget, og hvad ender det med? Arkivfoto: Flemming Nyberg/AOB

STATUS AOBs redaktion har i flere omgange fået henvendelser fra Blovstrød-borgere, som har undret sig over, at der ikke sker noget ved det planlagte byggeri - ud over at der for længst er gravet ud for en stor parkeringskælder. Sidst har Tobias Rønager spurgt til sagen: “Jeg vil høre om I kunne lave en kort historie/update på hvad der sker med grunden, der ligger bag ved Rema1000/Blovstrød kro. Det har været et stort hul, og maskinerne derinde har stået stille i årevis. Skal det blive ved med at se sådan ud, eller hvad er planen? Evt. hvorfor det er gået i stå?”

AOB har gennem tiden skrevet en hel del artikler om denne byggesag bl.a. om tilkørselsforholdene til byggeriet, som iøvrigt er navngivet ‘Søbredden’. Oprindeligt var det planen, at adgangsvejen til bebyggelsen skulle ske fra Kongevejen via kroens parkeringsplads. Denne løsning blev dog siden ændret af kommunen, og adgangen skulle i stedet ske fra Østre Teglværksvej - dog med mange protester fra de beboere, som har til huse langs Østre Teglværksvej.

Tidligere har AOB været inde på bygherrens (JS Sten & Stål A/S) hjemmeside, og her kunne man den gang læse om projektet og fik følgende oplysninger:

‘Søbredden Blovstrød’
Opførelsen af 18 boliger á 170m2 i egen regning i det naturskønne Blovstrød har ligget stille grundet travlhed med eksterne kunder, men nu er vi startet op på støbning af fundamenter for den godt 2.200 m2 store kælder. Kælderen, som bl.a. indeholder 2 parkeringspladser til hver bolig, danner fundamentet for de kommende rækkehuse, som alle har sydvendt terrasse med udsigt til søen.’ 

AOB kunne den gang i øvrigt oplyse, at rækkehusene blev udført med haveanlæg ned til den lille sø mod syd-vest. Tilkørselsforholdene til rækkehusene skal ske fra Sortemosevej og videre gennem Blovstrød Teglværksvej og Østre Teglværksvej. Rækkehusene ville blive opført i 3 blokke, som hver ville bestå af seks boliger. Mellem hver blok føres en adgangsvej fra et lege- og opholdsområdet ned mod et fælles opholdsareal ved søen.

Rækkehusene ville blive opført efter BR2020, så energiforbruget ville være meget lavt. Energiforbruget ville blive håndteret via et jordvarmeanlæg og der ville suppleres med el til brugsvand.

Man skrev videre at byggeriet henvendte sig til familier med børn, og boligerne var indrettet således, at stuen vender mod syd-vest, hvilket gav masser af lys til boligen. Med 2 badeværelser og 3 toiletter samt masser af deponeringsplads, var der gjort klar til den pladskrævende familie. Den enkelte bolig indeholdte kælder, stue og førstesal.

Kommer i gang? Spørgsmålet er nu blot: “Kommer dette byggeri mon nogen sinde i gang? AOB har været inde og set på regnskabet pr. 27.06.2022 for ‘Søbredden Blovstrød ApS’, og det viser sig at leverer et negativt resultat. Det er dog stadig en fremgang i forhold til sidste 2021-regnskabet.

Firmaet blev etableret i 2016 af Jens Winther Waring (via WARING A/S) og Jacob Skriver (via JS Sten & Stål ApS). I spidsen for firmaet står i dag Jens Winther Waring Lykkez. Det oplyses endvidere, at statsautoriserede revisor Buus Jensen I/S ikke har registreret nogen anmærkninger i regnskabet.

Tiden må nu vise, hvad der vil ske med det ellers spændende projekt.

SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET