Den gordiske knude kan løses med BIOgas

Der var pænt fremmøde i Blovstrødhallen ved orienteringen om den fremtidige varmeforsyning.

Der var pænt fremmøde i Blovstrødhallen i går aftes, da kommunen havde inviteret Blovstrød-borgerne til et orienteringsmøde om den fremtidige varmeforsyning. Foto: Flemming Nyberg /AOB

VARMEFORSYNING Mange Blovstrødborgere, som i dag har gasfyret opvarmning, spørger sig selv for tiden, hvad skal vi nu vælge? Fjernvarme?, varmepumpe?, jordvarme eller Termonet?

Derfor var der et pænt fremmøde i Blovstrødhallen i går aftes, da kommunen havde inviteret Blovstrødborgerne til et orienteringsmøde om den fremtidige varmeforsyning.

Formanden for Miljø-, Erhvervs- og Byudvalget, Miki Dam Larsen bød velkommen sammen med formanden for opgaveudvalget om kollektive varmeløsninger, Anders Glümer.

  • Efterfølgende havde Flemming Kjølstad Larsen fra Allerød Kommune et indlæg om Varmeplan 2022 (status, muligheder og forventninger til fremtiden).

  • Simon Juel Pontoppidan fra Norfors orienterede om mulighederne om tiden indtil vi kan få fjernvarme.

  • Termonet v/Tommy Olsen, Gate 21, talte om kollektiv varmeløsning.

  • Og endelig havde Andreas Schøring Wied fra Spar Energi et større indlæg om løsninger og tiltag for at spare på omkostningerne ved opvarmning.

Formanden for opgaveudvalget om kollektive varmeløsninger, Anders Glümer, besvarede rigtig mange spørgsmål, der blev stillet fra salen. Foto: Flemming Nyberg/AOB

Der var mange spørgelystne tilhørere om de kommende løsningsmuligheder, men på ét punkt var man sprunget let hen over muligheden for, at den sorte naturgas kan erstattes med den rent danske CO2-neutrale BIOgas.

Der var dog en lokal borger, Flemming Nyberg, som havde et mindre indlæg om BIO-gassen, som - efter hans mening - kan løse ‘den gordiske knude’, hvorved vi fremover kan fortsætte med at benytte vores eksisterende gasfyr.

Borgeren sagde bl.a.:
Vi har hørt, at over 60% af borgernes gasfyr i Allerød Kommune i dag bliver opvarmet med NATURgas, og der skal nu tages stilling til, hvad gør man så fremover? I den forbindelse overrasker det mig noget, at der ikke med et eneste ord nævnes noget om BIOgas.

Men ‘den gordiske knude’ kan - efter min mening - løses med den grønne BIOgas.

Den nuværende sorte NATURgas i vores gasnet skal og kan erstattes med ren dansk CO2-neutral BIOgas, hvorved vi fremover kan fortsætte med at benytte vores eksisterende gasfyr.

Der skal således ikke graves op i mange gader, veje og anlæg, som vil skabe kaos for nedlægning af varmerør for f.eks. fjernvarme,Termonet eller lignende.”

Forudsætningerne for klimaaftalen eksisterer ikke længere
Borgeren fortsatte: “Folketinget besluttede for et år siden ved Klimaaftalen af juni 2022, at den SORTE naturgas, der indtil videre anvendes i 400.000 danske husstande, inden for de næste 12 år skal erstattes primært af fjernvarme eller varmepumper. 

Men forudsætningerne for klimaaftalen eksisterer ikke længere - den skal justeres! Forliget blev nemlig vedtaget bl.a. under det indtryk af, at BIOgas er en begrænset ressource. 

Virkeligheden er i dag markant anderledes. Det viser sig nemlig - ifølge formanden for "Biogas Danmark", Henrik Høegh - at der vil være rigeligt med den grønne CO2-neutrale BIO-gas til alle gasforbrugere inden for de næste år. 

Allerede nu vokser den grønne BIOgas kraftig i det danske gasnet, og ved en ændring af klimaaftalen vil det således medføre, at man kan beholde sit gasfyr.

Synspunktet bakkes op af borgere med gasfyr, som totalt set vil spare 40-80 milliarder kr. (100.000 – 200.000 kr/bolig) og kan således fortsat udnytte det allerede velfungerende og 'afskrevne' gasnet.

I øvrigt er det jo ikke særlig ‘grønt’ at nedlægge 400.000 danske gasfyr og erstatte dem med alternative varmekilder, når vi kan løse problemet med den CO2-neutrale BIOgas.”

Borgeren sluttede: “Jeg vil kraftigt anbefale, at det kommende opgaveudvalg tager kontakt til civilingeniør/konsulent Aksel Hauge Pedersen (akselhauge@gmail.com), som er ekspert på dette område.”

Politisk beslutning
Til indlægget oplyste man fra kommunens side bl.a., at det er en Folketings-beslutning, at acceptere, om rent BIOgas i det eksisterende gasnet for fremtiden kan benyttes af alle gasforbrugere. Endvidere mente man, at BIOgassen er pt. noget dyrere end naturgassen.
Hertil kan vi dog oplyse, at prisen pt. for BIOgas hos Norlys kun koster ekstra - ud over naturgasprisen - 157 kr/måned.. Et normalt dansk parcelhus forbruger ca.1500 m3 gas/år, hvilket svarer til, at med 1.884 kr/år bliver parcelhuset altså ‘grønt’. Dette er langt, langt billigere end alle andre alternative løsninger.

Borgerforslag
Folketinget bør ændre på klimaaftalen, og derfor er der stillet følgende borgerforslag "Bevar gasfyrene - skift fra naturgas til BIOgas". Opnår forslaget de nødvendige 50.000 stemmer, skal emnet op til behandling i Folketinget.

Her er linket til borgerforslaget: https://www.borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/...

SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET