Besøget hos Frobenius Orgelbyggeri

I sidste uge var der invitation til at besigtige det nye orgel under opbygning til Blovstrød Kirke. Og den mulighed var der rigtig mange, som benyttede sig af.

Orgelbyggerivirksomheden har siden 2018 ligget i Birkerød, og firmaet har to selvstændige produktionsbygninger på henholdsvis Hammerbakken 20 og 22. Foto: Flemming Nyberg/AOB

KIRKEORGEL I sidste uge var der rigtig mange, som var mødt frem til Frobenius Orgelbyggeri i Birkerød for at se Blovstrød Kirkes nye orgel, mens det endnu var under opførelse på værkstedet. Det var imponerende at se konstruktions-opbygningen af det nye orgel, som for mange virkede markant større end man umiddelbart kunne tro, at der ville være plads til i højden i kirkerummet.

Administrerende direktør og orgelbygger, Eskild Momme, viste rundt i virksomheden for de fremmødte, men startede med at fortælle om Blovstrøds nye orgel. Han sagde bl.a.:

”Det nye orgel i Blovstrød er tænkt som et orgel med mange flere variations-muligheder end jeres gamle orgel. Med to manualer, hvoraf det ene er bag svelle (hvor man kan ’skrue’ op og ned for lydstyrken), vil man kunne variere klangen fra det sarte piano til de stærkere nuancer. Der er også flere solostemmer og måske mest vigtigt, er der mange flere store piber, som giver en dybere og bredere klang, der kan understøtte salmesangen på en bedre måde.”

Endvidere nævnte Eskild Momme, at man faktisk nu er så tæt på målet, at orglet snart er helt samlet på værkstedet og efterfølgende afprøves. Det bliver så adskilt igen, således at det kan komme ind i kirkerummet i Blovstrød; hvorefter det så igen bliver samlet og finjusteret.

Tidsterminen ser således ud: Inden for de næste 5 uger er orglet færdigt og afprøvet på værkstedet. Hvornår selve opstillingen i kirken vil starte, er endnu ikke helt fastlagt, men det skønnes, at det tager ca. 3 uger at samle det igen, og derefter 8 uger at intonere det - dvs: den endelige indstemning af orglet. Og ind i mellem skal maleren bruge ca. 2 uger.

I øvrigt nævnte Eskild Momme, at Blovstrød Kirke har en helt særlig relation til Frobenius, fordi Danmarks - måske verdens - første kvindelige orgelbygger, Louise Lund, var ansat ved Frobenius og virkede som organist ved Blovstrød Kirke igennem en menneskealder.

Her viser administrerende direktør, Eskild Momme, hvordan det nye orgel kommer til at fremstå i Blovstrød Kirke. Det bliver todelt og bygges op på begge sider af mosaikvinduet i tårngavlen. Foto: Flemming Nyberg/AOB

De orgler, som orgelbyggeriet producerer, er pibeorgler - et tangentinstrument, hvor alt er mekanisk. Det eneste elektroniske er luftpumpen. Når en tangent trykkes ned, åbnes der for luftstrømmen, og der kommer en lyd fra orgelpiben. Foto: Flemming Nyberg/AOB

Kirkens organist, Yoko Andersen, afventer med spænding på at betjene de to manualer. Foto: Flemming Nyberg/AOB

Ved rundvisningen blev man ført rundt i de forskellige afdelinger. Bl.a. var man i kælderen og så, hvordan de store trækævler var skåret op og lå til tørring. Man benytter for det meste skandinavisk træ, idet man finder det rigtigst at bruge ‘nordisk’, når man er et dansk firma og bygger orgler til primært danske og nordiske kirker.

Eskild Momme siger: “For det meste benytter vi skandinavisk træ, idet vi finder det rigtigst at bruge ‘nordisk’, når man er et dansk firma og bygger orgler til primært danske og nordiske kirker.” Foto: Flemming Nyberg/AOB

Man så bl.a., hvordan man producerede selve orgelpiberne, hvor langt de fleste udføres i metal, hvori der indgår bly, for et gøre tonen mere ‘blød’. Metalpladerne importeres fra Holland.

De fleste orgelpiber udføres i metal, hvori der indgår bly, for et gøre tonen mere ‘blød’. Eskild Momme demonstrerede, hvordan man får piben til at frembringe den ønskede tone. Foto: Flemming Nyberg/AOB

FAKTA
I firmaet er der ansat 26 orgelbyggere, og man har normalt to lærlinge. De seneste år har firmaet leveret 2-3 nye orgler om året. Orglet til Blovstrød bliver opus 1054.

Ud over selve produktionen af orgler, er vedligeholdelse af orglerne en meget vigtig del af firmaets virksomhed. Stemning, reparation af småfejl, tilsyn af orgler og tilstandsvurdering er en virksomhed i virksomheden, hvor man servicerer i alle dele af landet - også i udlandet. Medarbejderne kører ud fra Birkerød eller fra afdelingen i Horsens.


SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET