Det er usædvanligt at se nordlys over Danmark. Det sker måske et par gange om året - også i Blovstrød.
NORDLYS Hvis man var blevet oppe for at studere aktiviteteter på himlen natten til mandag, kunne man være så heldig at opleve nordlys - bl.a. her i Blovstrød.
Det var nemlig optimale forhold til at se fænomenet, der kun sjældent kan ses fra dansk jord.
“Det er usædvanligt at se nordlys over Danmark. Det sker måske et par gange om året,« siger Marielle Fournier, vagthavende meteorolog hos DMI.
DMI skriver videre på sin hjemmeside: “Nordlys er et fænomen, der opstår, ved at ladede brintioner og heliumioner kommer ind i Jordens magnetfelt. Partiklerne frigives i forbindelse med soludbrud – eller eksplosioner i solens atmosfære – som finder sted med jævne mellemrum.
I 100-300 kilometers højde bliver ionerne bremset og rammer ilt- og brintatomer. Hermed opstår lyset.
Selvom fænomenet viser sig flere gange om året, er det ikke altid til at se fra dansk jord. Det kræver nemlig mørke nætter og en skyfri himmel.
Nordlys opstår derimod dagligt i de polare områder. Det vil sige Nordskandinavien, Island og Grønland.
Det sker typisk i timerne omkring midnat i vinterperioden.
SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET