For interesserede borgere var der i går, onsdag mulighed for at lytte til tonerne fra kirkens nye orgel.
ORGELTONER I går eftermiddags var der mulighed for at høre kirkens nye orgel. Kirkens organist Yoko Andersen spillede små stykker i forskellige stilarter - fra barok til nyere musik.
De fremmødte interesserede borgere fik ved orgelaftenen rig lejlighed til at opleve det nye orgels kapacitet - fra de helt spæde lyde til de store pibers dybe toner.
Yoko Andersen fremførte seks forskellige stilarter med klip fra ‘Venetianske danse’(ukendt komponist), Johan Casper Ferdinand Fischer, Johann Sebastian Bach, Johannes Brahms, Antonin Dvorak og NielsW Gade.
FAKTA
Efter mange års forarbejde blev Blovstrød Kirkes nye orgel som bekendt indviet i år, søndag den 19. november.
Det nye imponerende orgel har mange flere variationsmuligheder end kirkens gamle orgel. Med to manualer, hvoraf det ene er bag svelle (hvor man kan ’skrue’ op og ned for lydstyrken), vil man kunne variere klangen fra det sarte piano til de stærkere nuancer.
Orglet har som sagt to manualer (nederste manual hovedværk og øverste svelleværk) og pedal. De dybeste toner i orglet kommer fra de store piber i pedalværket, og de kraftige klange finder man i hovedværket. Forspil til salmer spilles i reglen fra det lysere klingende svelleværk. Lydstyrken på svelleværket, som er i venstre side, reguleres af svelledøre, som under spillet kan åbnes og lukkes.
Ved orglets klanglige opbygning er der lagt stor vægt på, at dets klang har en mild, varm og vokal karakter med hovedvægt på labialklang i alle styrkegrader. Herved magter orglet et rigt liturgisk spil, der kan bære og lede menighedssangen. Orglets mange klangfarver gør det også muligt at fremføre væsentlig dele af orgellitteraturen.
SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ JULEHJERTET