Byrådet sender en stor affalds-regning afsted til borgerne

Det bliver en udskrivning, der kan mærkes, når du modtager affaldsregningen til næste år.

Norfors skal afvikle en gæld på 213 millioner. Og det kommer til at kunne mærkes i borgernes lommer i bl.a. Allerød Kommunes affaldstakster. Illustration: Flemming Nyberg/AOB

GÆLDSAFVIKLING Over det næste godt halvandet år skal Norfors afvikle en gæld på 213 millioner. Og det kommer til at kunne mærkes i borgernes lommer i de kommuner, der er en del af Norfors-samarbejdet. Heriblandt Allerød Kommune. Derfor var Allerød Byråd samlet til et ekstraordinært møde, hvor politikerne skulle beslutte, hvor mange penge den enkelte forbruger skal smide i pengekassen.

I Allerød blev politikerne enige om, at regningen for affaldstaksterne i hver husstand i gennemsnit vil være 2.700 kroner højere i 2024 end i år. I 2025 vil prisstigningen lyde på 600 kroner.

Borgmester Karsten Längerich sidder i bestyrelsen for Norfors med de øvrige fire borgmestre for Fredensborg, Helsingør, Hørsholm og Rudersdal kommuner. I en pressemeddelelse fra Allerød Kommune siger borgemesteren: “Beslutningen var ikke populær blandt byrådspolitikerne, men nødvendig. De ekstraordinære takststigninger var en beslutning alle stemte for, men også en beslutning som ingen naturligvis bryder sig om.”

Borgmester Karsten Längerich, kalder den nye lovgivning ‘helt urimelig’. Arkivfoto: Flemming Nyberg/AOB

Norfors har fået travlt med at skrabe pengene sammen, efter Folketinget i juni vedtog nye rammer for affaldssektoren, hvilket blandt andet betyder, at Norfors skal udskilles i et særskilt selskab.

Norfors rammes særligt hårdt af den nye lovgivning, fordi selskabet har det relativt nye anlæg, Usserødværket, der kostede godt en milliard kroner, da det blev opført for ti år siden.

Ny lov - helt urimelig
Dengang gav lovgivningen ret til at afskrive gælden over affaldstakster og varmepriser frem til 2047. Med den nye lov har Norfors nu kun halvandet år - frem til 1. juli 2025 til at opkræve affaldssidens andel af restgælden, som udgør 213 mio. kr.

“Fordi ejerkommunerne hæfter for gælden, er de forcerede affaldstakststigninger nødvendige for, at der ikke senere kommer gældsopkrævninger, som ville skulle dækkes over skatten,” siger borgmester Karsten Längerich, der kalder den nye lovgivning ‘helt urimelig’.

“Allerede inden lovens vedtagelse gjorde vi indsigelse, og vi mener det er så vidtgående, at der er tale om ekspropriation efter grundloven. Indsigelserne er desværre blevet ignoreret. De fem ejerkommuner i Norfors mener, at det er helt urimeligt, at Norfors og kunderne skal rammes så hårdt,” slutter Karsten Längerich.

SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET