Kirkeministeriets orgelkonsulent har ved sit besøg i kirken meddelt, at han kan godkende orglet.
KIRKEORGEL Kirkeværge, Tage V. Andersen, oplyser til AOB, at i går kunne Kirkeministeriets orgelkonsulent, Kristian Olesen, ved sit besøg i Blovstrød Kirke meddele, at han kunne godkende orglet efter at have afprøvet det ved selv at spille på det en times tid.
Orglet er bygget af Th. Frobenius & Sønners Orgelbyggeri, som ligger i Birkerød.
Dermed er den dyreste enkeltdel ved kirkerenoveringen til ca. 3 mill. kr. blevet færdig.
Det nye orgel har mange flere variationsmuligheder end det gamle orgel. Med to manualer, hvoraf det ene er bag svelle (hvor man kan ’skrue’ op og ned for lydstyrken), vil man kunne variere klangen fra det sarte piano til de stærkere nuancer. Der er også flere solostemmer og måske mest vigtigt, er der mange flere store piber, som giver en dybere og bredere klang, der kan understøtte salmesangen på en bedre måde.
Man kan få et første indtryk af det nye orgel i aften (d. 31. oktober), hvor der kl. 18:30 - 20:30 er englevagt i kirken med himmelsk musik og belysning i smukke farver - LÆS HER.
SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET