Det går stærkt - og første etape forventes at stå klar til indflytning august næste år, hvor anden og sidste etape er planlagt til indflytning januar 2025.
VED SKOVEN Kommer man kørende ad Sortemosevej kan man i dag ikke undgå at se en ny bebyggelse skyde op ad landskabet. Der er tale om Lejerbo, der nu opfører over 100 almennyttige boliger. Bebyggelsen opføres tæt op ad Teglskoven og har derfor fået betegnelsen ‘Ved Skoven’.
Den nye by med almennyttige boliger bliver alle bygget af certificeret Svanemærket træ. Det bliver således Danmarks største almene boligbyggeri, der bygges med certificeringen, og i den forbindelse har bygherren, Lejerbo, valgt Scandi Byg som totalentreprenør. Boligområdet består foruden af de over100 boliger af et fælleshus.
På Scandi Bygs hjemmeside kan man bl.a. læse: ‘Ved Skoven bliver en del af det nye bydelskvarter ‘Teglværkskvarteret’, hvor fokus er på samspillet mellem ude og inde, naturen og boligerne. Her fordres til fællesskab med plads til naturen, som trækkes helt ind til boligerne.
Boligerne er udviklet som gennemtænkte og fleksible planløsninger med funktionelle sammenhænge mellem rummene. Der er fire forskellige boligtyper varierende fra 45-110 m² med ét- til fire-værelser. Alle boliger indeholder basisrummene entré, køkken, badeværelse og teknikrum. Fra boligens entré er der adgang til badeværelset. Afhængig af boligtypen bevæger man sig herfra videre til køkken, stue og soveværelser.
Det grønne fællesareal anlægges med grøfter, regnvandsbassiner, stier, legeplads, opholdsområder og en åben græsplæne til boldspil og leg. Fælleshuset får en central placering imellem boligerne, det grønne fællesareal og stisystemerne. Fælleshuset bliver 88 m² og kan benyttes til både hverdagsaktiviteter og fester, men ligeledes som et uformelt mødested for nabolagets beboere.
Bebyggelsen opføres primært med behandlet træ på facaderne, så dets organiske dele er fjernet og er derfor særdeles modstandsdygtigt mod råd og svampe. Træet er således med et ekstremt lavt vedligehold. Efter ca. et år vil facadebeklædningen fremstå smukt sølvgråt.’
Første etape forventes at stå klar til indflytning august 2024, hvor anden og sidste etape er planlagt til indflytning januar 2025.
SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET