DEBAT: “Allerød Kommune stiller sine borgere ringere end andre kommuner.”
LODRET JORDVARME “Allerød stiller sine borgere ringere end andre kommuner”. Sådan lyder overskriften på et debatindlæg i Allerød Nyt fra Frederik Flindt Kreiner, som bor her i kommunen.
Frederik Flindt Kreiner skriver bl.a.: “Nogle har måske læst om vores erfaringer med at ansøge om lov til at etablere lodret jordvarme. Denne ansøgning har vi efter 10 måneder endnu ikke fået endeligt svar på, selvom kommunen i lighed med for eksempel Lyngby-Taarbæk Kommune nemt kunne administrere efter gældende lovgivning, hvor en specifik bekendtgørelse tillader lodret jordvarme (naturligvis så længe en række strikse betingelser opfyldes).
Intet er sket
Flere andre borgere har lignende ansøgninger om lodret jordvarme til behandling i forvaltningen, men intet er sket. Det er dybt kritisabelt og det kritisable er blot blevet accentueret efter 24. februar.
Forvaltningens behandling af ansøgninger om lodret jordvarme lader i det hele taget meget tilbage at ønske. Man har ikke haft den fornødne ekspertise, og først efter politisk indblanding har man indhentet ekstern bistand hos et utvivlsomt dyrt konsulentfirma. Det har så sat processen i stå i flere måneder. Man får den klare fornemmelse, at det er nemmere - og måske også ønsket - at bevare status quo ved at udstede summariske, de facto forbud uden individuel vurdering af den reelle risiko, sådan som lovgivningen ellers lægger op til. Men status quo betyder uacceptabel klimapåvirkning, hidtil uset geopolitisk ustabilitet og lynhurtig udhulning af borgernes økonomi.”
Lad os se fremad!
Frederik Flindt Kreiner skriver videre: “Efteråret 2022 bliver skelsættende på mange områder. På energiområdet står byrådet over for en række afgørende beslutninger.
Med udgangspunkt i ovenstående må vi som borgere håbe og forvente, at der tænkes visionært, at gamle dogmer forlades og at der anlægges en helhedsorienteret tilgangsvinkel. Jeg ved, at andre kommuner herunder bl.a. Gentofte Kommune og Lyngby-Taarbæk Kommune tænker langt mere kreativt og borgervenligt - det må vi også se at komme i gang med i Allerød Kommune.
For eksempel bør de yderst teoretiske risici ved lodret jordvarme vurderes overfor de mange fordele: uovertruffen energieffektivitet, lydløs drift, lang holdbarhed, hurtig indtjening af etableringsomkostninger og årelangt erfaringsgrundlag fra både Danmark og for eksempel Tyskland.”
Kontakt til Lyngby-Taarbæk Kommune
Som det fremgår af sidste møde i MEB-udvalget, genoptages sagen ved næste møde (som afholdes den 27. september), idet der skal ses på praksis i Lyngby-Taarbæk Kommune.
Det er AOB bekendt, at bl.a. Lyngby-Taarbæk og Gentofte kommune blot følger den statslige jordvarmebekendtgørelse ved behandling af ansøgninger om dybe jordvarmeboringer, medens Allerøds forvaltningen tilsyneladende lægger op til, at Allerød skal udarbejde egne mere restriktive regler.
Man må håbe, at man kommer til fornuft, så de borgere, som ønsker en uovertruffen energieffektivitet med lodret jordvarme, snart kan igangsætte deres projekter.
SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET