Ved Blovstrød TennisKlubs 40 års jubilæumsarrangement introducerede man spillet Pickleball.
PICKLEBALL Blovstrød TennisKlub havde i forbindelse med sit 40 års fødselsdagsarrangement i går (LÆS HER) valgt at introducere spillet Pickleball.
Pickleball skulle nu have overhalet padletennis, som den hurtigst voksende idrætsgren, hvilket især skyldes den voldsomme popularitet spillet har fået i USA og Canada.
Til at introducere spillet kom formanden for Pickleball Danmark sammen med tre elitespillere. Efter at have forklaret reglerne gav de fire spillere en opvisningskamp, hvorefter de hver fik et af klubbens medlemmer som makker, så flere af klubbens medlemmer fik prøvet spillet sammen med en der virkelig mestrede spillet.
Pickleball spilles på en badmintonbane med net i tennishøjde, en plasticbold der minder om den, der bruges til gulvhockey samt et bat, der er en mellemting mellem et bordtennisbat og et paddletennisbat. Det er et spil, som man hurtigt kan få et stort udbytte og glæde af, og et spil der kan spilles med stor fornøjelse på alle niveauer, børn som voksne, motionister som eliteudøvere.
Michael Nørregård fra kommunalbestyrelsens Kultur og idrætsudvalg var mødt op for at støtte dette nye initiativ, og som det fremgår af ovenstående billede, havde han en forrygende mixdouble med en af elitespillerne og indkassere stor anerkendelse for sit flair for spillet.
Blovstrød tennisklub tilbyder således fremover pickleball som et nyt spændende motions- og idrætstilbud for alle interesserede.
SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET