I Blovstrød Kirke fejres pinsen med manér den 5. og 6. juni.
PINSEFEST Sognepræst Kristine Krarup Ravn fortæller: "Mange forbinder først og fremmest pinsen med den tid på året, hvor foråret for alvor er kommet og glæden derfor er stor. I gamle dage var det skik at stå tidligt op påskemorgen for at se påskesolen danse - som en glædelig påmindelse om, at Jesus opstod fra de døde, og dødens magt dermed var brudt.
Traditionen blev siden rykket til pinsemorgen, og i dag ser mange pinsesolen danse - især efter en festlig nat i byen. I kirken stikker pinsefesten dybere, for i pinsen fejres det, at Jesus Kristus fortsat er nærværende hos os: Hans åndelige nærvær kommer over os som Helligåndens fællesskab, hver gang vi samles om ham."
Der inviteres til gudstjeneste pinsedag, den 5. juni kl. 10:00 ved Kristine Krarup Ravn. Cellist Julie Tandrup Kock bidrager til denne gudstjenestes musikalske udtryk, når celloens fløjlsbløde, åndfulde klang lyder ind i krop og sjæl.
Dagen efter - 2. pinsedag, den 6. juni, er der stemningsfuld aftengudstjeneste kl.19:30, også ved Kristine Krarup Ravn.
Efter gudstjenesten - begge dage - fejres pinsen med bobler i våbenhuset, med og uden alkohol.
SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET