Kom med en god idé til valg af et kirkeskib til vores kirke - men senest den 6. juni.
KIRKESKIB Sognepræst Kristine Krarup Ravn fortæller til AOB, at i forbindelse med at Blovstrød Kirke skal renoveres vil man samtidig få udført et kirkeskib, som fremover skal bidrage, som en udsmykning til kirkerummet.
Kirken har haft kontakt til en pensioneret modelsnedker, Steen Zoffmann, som bygger smukke kirkeskibe og udfører dem til en foræringspris. Kristine Krarup Ravn har talt med modelsnedkeren, som oplyser, at han meget gerne vil bygge et skib til Blovstrød Kirke - ganske gratis! Det eneste han tager betaling for er rejseudgifterne.
Steen Zoffmann besluttede, da han gik på pension, at nu ville han kun beskæftige sig med smukke ting, og siden har han bygget syv kirkeskibe, der alle er givet væk. Og flere er på vej.
Kirkeskibene, man finder i de danske kirker, er i øvrigt vidt forskellige, i såvel modelvalg, baggrundshistorie som udførelse. Nogle mere heldige end andre, bedømt efter modelbyggerens håndværksmæssige kunnen og maritime kundskaber. Men de er alle “givet af et godt hjerte”, fastslår Steen Zoffmann, som har fået sine egne modelskibe positivt bedømt af en sagkyndig. De faglige krav om akkuratesse udfordrer og skaber arbejdsglæde, og det er først og fremmest glæden ved arbejdet, der tæller, fastslår han.
Hvilket skib skal det være? “Det er endnu ikke besluttet, hvilket skib det skal være,” siger Kristine Krarup Ravn. “Optimalt kunne det være, hvis det kunne blive et skib med relation til Blovstrød. Måske et som har sejlet for teglværket, noget med livgarden eller måske nogle helt andre eksempler.”
‘København’, er også et spændende skib - jf. ovenstående foto. Det gik jo ned med mand og mus og er aldrig fundet. Det kunne også være en mulighed, og det har Steen Zoffmann bygget før.
Har du en god idé, så kontakt kirken senest den 6. juni Menighedsrådet opfordrer alle, som har idéer til et kommende kirkeskib til at skrive til menighedsrådet - dog senest den 6. juni.
SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET