Diget/hækken i Blovstrød kunne sagtens være blevet bevaret

Lokalplanen 110 for den ældre del af Blovstrød er sat ud af kraft, til trods for den klare beskrivelse og intension om, at diget/hækken er bevaringsværdigt.

Jørgen Ekstrøm Jakobsen siger: “Diget/hækken kunne sagtens være blevet bevaret samtidig med gode adgangsforhold for børnene til den nye naturlegeplads.” Manipuleret foto: Flemming Nyberg/AOB

DEBAT Blovstrød-borgeren Jørgen Ekstrøm Jakobsen, skriver i et debatindlæg i Allerød Nyt: “På børne- og skoleudvalgets sidste møde blev sagen om det fjernede dige/hæk ved Bøgelunden i Blovstrød bragt som et punkt på dagsordenen.

Udvalget besluttede, at diget/hækken ikke skal retableres. For stemte Socialdemokratiet og de to Konservative, mens SF stemte imod.

Lokalplan 110 sat ud af kraft
Udover det komplet uforståelige i, at Konservative stiller et forslag, hvorefter udvalgets to medlemmer stemmer imod deres eget forslag, er jeg stærkt imod vedtagelsen. For dermed er lokalplan 110 for den ældre del af Blovstrøds klare beskrivelse og intension om, at diget/hækken er bevaringsværdigt, sat ud af kraft.

Ganske vist står der, at byrådet kan give tilladelse til fjernelse. Men det her er ren efterrationalisering. Havde jeg og Martin Wolffbrandt fra Konservative ikke bragt sagen frem, ville det aldrig være sket.”

To forhold springer i øjnene.
Jørgen Ekstrøm Jakobsen skriver videre: “Diget/hækken kunne sagtens være blevet bevaret samtidig med god adgang for børnene til den nye legeplads. Bøgelunden kunne sagtens bygges uden at fjerne hækken. Der var plads nok, er min vurdering.

Nogen i forvaltningen har altså truffet beslutning om at fjerne et fortidsminde uden at orientere byrådet. Selv om lokalplan 110 er ret klar og tydelig. Det er stærkt kritisabelt.

Vi skal værne om vores fortidsminder. Derfor laver vi lokalplaner, fredninger og karakteriserer bygninger, hegn, hække med videre som bevaringsværdige.

En flot ny daginstitution og en flot naturlegeplads - selv om skolen har fået reduceret sportspladsen kraftigt - men en elendig, endelig løsning.”

Forvaltningen manipulerer med sandheden
Som AOB skrev i en tidligere artikel LÆS HER skriver forvaltningen i sin redegørelse (som også er femsendt til Museum Nordsjælland), at tjørnehækken ikke var beskyttet af lokalplan 110, der omhandler den ældre del af Blovstrød. Forvaltningen henviser fejlagtig til et kort i lokalplanens §9, hvor man oplyser, at der ikke er markeret et dige med hæk - og forvaltningen konkluderer dermed, at “der er således en uoverensstemmelse mellem intentionen i lokalplanens redegørelse og de konkrete regler/kortbilag”.

Men sandheden er den, at det pågældende kort - som forvaltningen henviser til - kun viser områdeinddelingen og skal heller ikke vise andet. Men i lokalplanen henvise der således til kortbilag 1 (side 3), som præcis viser den omtalte signatur. Der er således ingen uoverensstemmelse mellem intentionen i lokalplanens redegørelse og de konkrete kortbilag, som forvaltningen hævder!

SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET