Da forårets konfirmationer blev aflyst på grund af corona-situationen, afvikler man nu dem alle i løbet af én enkelt weekend.
SAMLEBÅND I den kommende weekend (lørdag, den19. og søndag, den 20. juni) skal ikke færre end 11 udskudte konfirmationsgudstjenester afvikles i et opstillet telt på Blovstrød kirkegårds område.
“Endelig skal konfirmationerne skydes af. Det glæder konfirmanderne sig til, og det glæder vi præster os også til”, sådan siger sognepræst Mathias Harding til Frederiksborg Amtsavis og fortsætter: “Sikke et år, hvor alt har været vendt på hovedet og intet har været, som det plejer at være. Vores tålmodighed er for alvor blevet testet, og netop tålmodigheden bliver et tema i min tale til konfirmanderne i år.
Han og sognepræst Kristine Krarup Ravn samt kirkens personale får en travl weekend, når de sammen skal afvikle de 11 konfirmationsgudstjenester for konfirmanderne fra Blovstrød Skole og Allerød Privatskole. Men de mener alle, at det er den bedste måde at gøre det på, når teltet slås op på kirkegården, og alle konfirmander kan fejre deres store dag i den samme weekend.
Mathias Harding siger videre til Amtsavisen: “Det kan lyde vildt at holde så mange konfirmationer i løbet af en weekend. Men med de nuværende restriktioner på deltagerantallet indenfor i kirken, er der ingen vej udenom. Alle ved, at en konfirmation også er en stor familiebegivenhed. Min kollega, sognepræst Kristine Krarup Ravn, fik ideen med teltet forud for sidste års udskudte konfirmationer. Både dengang og denne gang har der vist sig at være tale om rettidig omhu, for nu kan hver konfirmand have otte gæster med i teltet plus nogle ekstra gæster uden for teltet.”
SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET