Der er flere gode argumenter for at nedsætte hastigheden på Sandholmgårdsvej.
FARLIG OVERGANG I begyndelsen af februar måned sendte AOB et åbent brev til formanden for TEPM-udvalget, Miki Dam Larsen, vedrørende den farlige fodgængerovergang på Sandholmgårdsvej - ud for spejdergrunden. I artiklen fremhævede vi bl.a. 11 kommentarer fra Blovstrødborgere, som alle kunne bekræfte, at det var tale om en særdeles farlig overgang, og hvor mange bilister kørte alt for stærkt - og kun ganske få holdt tilbage for fodgængere, som ville over vejen LÆS HER.
Svar fra formanden
Miki Dam Larsen kunne i et svar til AOB bekræfte, at der har været flere henvendelse og forslag om trafikken på Sandholmgårdsvejen, og at overgangen ved spejdergrunden var et godt eksempel på, hvor alle er enige om, at det er et reelt problem. Derfor havde man også fået udarbejdet en trafikplan, hvor de problemstillinger, som fagfolk, borgere og interesseorganisationer har fundet, er blevet vurderet og hvor der er opstillet løsningsforslag.
Miki Dam Larsen siger videre: “Der er ikke nogen politikere, der ikke finder, det er vigtigt, men et forslag som blot at nedsætte hastigheden på strækningen med skilte og lignende har forvaltningen været i dialog med politiet. Umiddelbart er det ikke muligt blot at sætte hastigheden ned til de forslåede 50 km/t, uden man samtidig etablerer bump eller lignende. Desværre er det nogen gange sådan, at de løsninger, der intuitivt ser enkle ud, støder mod regler og lovgivning.”
Anden prioritering
”TEPM-udvalget valgte på vores møde i februar, at prioritere en række andre mindre projekter fremfor krydsningen på Sandholmgårdsvej, da det projekt vil lægge beslag på hele puljen i år. Der tages kontakt til politiet for at få gennemført fartkontrol på stedet,” slutter formanden.
Nyt møde med politiet
Trafikplanlægger Maria Pedersen fra ‘Park og Vej’ oplyser overfor AOB, at en hastighedsnedsættelse altid er en samlet vurdering af vejens indretning. Men holdningen er dog også, at man vil tager sagen op med politiet igen, da der er gode argumenter for at nedsætte hastigheden.
Som AOB tidligere har foreslået, kunne en forholdvis billig løsning i første omgang være:
at man etablerede en hastighedsnedsættelse på Sandholmgårdsvej (helt fra Kongevejen) til 50 km/t
og der opsættes en permanent fartviser.
SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET