Farvel til ‘Klatretræet’ og goddag til ‘Bøgelunden’.
INDVIELSE Sidste mandag var der flyttedag for børnene i institutionen ‘Klatretræet’ på Græsmarken, der oprindeligt var nedlagt, da man i 2018 genåbnede den pga. et akut behov for vuggestue- og børnehavepladser til de mange nye børn, der var kommet til Blovstrød.
Personale og indtil videre 62 børn med forældre rykkede ind i den cirka 45 millioner kroner helt nye spændende institution ‘Bøgelunden’ på Byagervej - LÆS HER.
Udover Klatretræet får Bøgelunden er også børn fra institutionen ‘Pilelunden’ - den nye bygning, der ligger ud til Kongevejen. Det er børn som har været indskrevet midlertidigt - fra oktober sidste år - med henblik på at starte i Bøgelunden, når den blev klar.
Ingen åbningsfest
Åbningsfesten var aflyst på grund af Corona-situationen. Men formanden for børne- og skoleudvalget, Nikolaj Rachdi Bührmann, havde sammen med resten af udvalget samt medlemmerne af TEPM-udvalget været ude og se institutionen inden åbningen.
Formanden siger i den forbindelse: "Den er fed og rigtig flot. Tankerne har været at prøve noget forskelligt, og derfor har den en anden konstruktion end Pilelunden. Blovstrød-børn kan nu passes i Blovstrød!”
Både Pilelunden og Bøgelunden har en kapacitet på ca.150 børn og er opdelt med fire børnegrupper, der for hver gruppe har både børnehavebørn og vuggestuebørn. Der hvor den fysiske forskel på de to ligger, er i indretningen, hvor Pilelunden har fællesarealer, som alle fire børnegrupper kan benytte, mens Bøgelunden til gengæld har flere kvadratmeter til de enkelte børnegrupper.
Fra den1. februar er der 49 vuggestuebørn og 104 børnehavebørn i Pilelunden og altså 62 børn - fordelt på 31 af hver - i Bøgelunden. Sidstnævnte har således plads til at vokse og vil forventeligt også gøre det rimelig hurtigt.
SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET