Blovstrød ude af pokalturneringen. 

Semifinalen blev enden på Blovstrød-drengenes pokaleventyr i denne omgang.

Billedet viser lodtrækningen forud for pokalkampen i lørdags. Kampens dommer, der flankeres af de to holds anførere, står klar med kampbolden, der er sponseret af Intersport i Allerød. Foto: Bo Thorenfeldt Poulsen



SEMIFINALE  “Lørdag formiddag lagde Blovstrødhallen gulv til semifinalen for U 13 drenge mellem Blovstrød HK og Slagelse HK, hvor Intersport Allerød havde sponseret kampbolden,” fortæller Bo Thorenfeldt Poulsen og fortsætter:

“Umiddelbart synes Blovstrød drengene noget overmatchet af de fysisk overlegne vestsjællandske drenge. Hjemmeholdet gik dog frisk til sagen og de to hold fulgtes ad hen til midten af 1. halvleg. Efter et par boldtab fra Blovstrød og flotte redninger af Slagelses målmand skabte udeholdet et hul, der, som halvlegen skred frem, blev udbygget til halvlegsføring på 18-10 i udeholdets favør. Det var lidt modløse drenge som trænerteamet fra Blovstrød måtte peppe op i pausen. 

Tilsyneladende gjorde pausen noget godt for hjemmeholdets spillere. I hvert fald fulgte de langt bedre med og pludselig lykkedes kombinationer i langt højre grad for hjemmeholdet end udeholdet. Det frustrerede tydeligvis Slagelses drenge, der spillede lidt for hårdt og ureglementeret med musklerne. Det kostede dem fire straffekast og tre udvisninger. Straffekast er normalt en udfordring for Blovstrød, men i dag var Jonas sikkerheden selv fra 7-meteren. Samtidig udnyttede Magnus den bedre plads i overtalsspillet til at krydre en absolut godkendt indsats med fire flotte scoringer, så 2. halvleg sluttede 14-14, men hvor Slagelse på en bedre 1. halvleg tog den samlede sejr på 32-24. 

Pokalturneringen er som nævnt i indledningen slut i denne omgang, og Blovstrød kan nu tage en velfortjent vinterferie og efterfølgende fokusere på turneringen, hvor A-holdet skal på en vanskelig udekamp mod Vanløse, der i den grad følte sig bortdømt i deres seneste møde i Blovstrød i sidste uge. Her trak Blovstrød det længste strå i en velspillet kamp med en ekstremt spændende afslutning. Blovstrød vandt 19-18. 

B-holdet skal en tur til Borsholm, der i sidste weekend - meget overraskende - spillede Blovstrød ud af banen, og vandt med cifrene 15-12.”


SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET