Fuldt hus til hjernetræning i Blovstrødhallen

’Trim din hjerne - hele livet’ - sådan lød overskriften for sidste uges velbesøgte arrangementet.

Lars Byriel gav de 70 fremmødte deltagere tips og tricks til opgaver og aktiviteter, der træner hjernen og hukommelsen. Foto: Lene Norden

HJERNETRÆNING  Der er åbenlyst mange i Blovstrød, der gerne vil være knivskarpe – også når de ikke længere skal honorere krav på arbejdsmarkedet. Det var i hvert fald et populært og velbesøgt arrangement, da Blovstrød Idrætsforening havde inviteret til ’Trim din hjerne – hele livet’ tirsdag aften i Blovstrødhallens cafeteria.

Lene Norden fortæller. “Oplægsholder var Lars Byriel, som er specialist i blandt andet hurtiglæsning, Mind Map og husketeknikker og mentaltryllekunstner i sin fritid. Han gav de 70 deltagere tips og tricks til opgaver og aktiviteter, der træner hjernen og hukommelsen – og generelt giver bedre velvære. Han præsenterede den kendte husketeknik ’Ruter’, som også bliver brug af professionelle. Han talte desuden om, hvordan hjernen virker, og hvordan vores opmærksom kan styres – og manipuleres. Og spørger man deltagerne, var det nok de færreste, der opdagede den gorilla, der kom forbi.

Lars Byriel talte bl.a. om, hvordan hjernen virker, og hvordan vores opmærksom kan styres – og manipuleres. Foto: Lene Norden

Derudover var der ‘fri leg’ med forskellige hjernevridere, som var lagt frem på bordene, blandt andet varianter af Rubiks terning. Deltagerne fik desuden en stak opgaver med hjem, så de kan fortsætte med at holde hjernen skarp – hele livet.”

Arrangementet var det første i en række arrangementer, som Blovstrød Idrætsforening holder for at sætte fokus på idrætslivet og sundhed i lokalområdet. Næste arran-gement er den 31. marts, hvor Allerøds olivendronning Christina Elver kommer og fortæller sit oliveneventyr og om at leve et balanceret liv, samt giver smagsprøver på forskellige delikatesser.

SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET