Trim din hjerne - hele livet

Blovstrød Idrætsforening inviterer til hjernetræning den 18. februar.

Hjernen skal trænes og holdes ved lige ligesom enhver anden muskel - hele livet.

HJERNETRÆNING Hukommelsen spiller en afgørende rolle for vores evne til at lære nyt. Derfor skal hjernen trænes og holdes ved lige ligesom enhver anden muskel - hele livet.

Med dette oplæg får du en grundlæggende forståelse for hvordan hjernen fungerer, og du får enkle, men effektive husketeknikker som et fundament for at træne hjernen til at lære og til at huske nye ting. Gennem øvelser vil du på egen krop erfare, at hukommelses-teknikker virker – også for dig. Og at der i virkeligheden ikke skal så meget til.

Underviser
Det er Lars Byriel, HD i Afsætning, som afholder foredraget. Lars har gennem mange år som underviser lagt vægt på udvikling af de menneskelige ressourcer, herunder hurtiglæsning, Mind Map og husketeknikker. Han underviser efter princippet om, at det skal være sjovt at lære - for med en god portion humor er det lettere at lære nyt. Og så er han mentaltryllekunstner i sin fritid.

Lene Norden, som er medlem af Blovstrød Idrætsforenings hovedbestyrelse, oplyser: “Dette er det første af en række inspirationsarrangementer, som Blovstrød Idrætsforening vil stå for i 2020. Vi glæder os meget og kan allerede mærke god opbakning til det.”

Arrangementet afholdes tirsdag, den 18. februar, kl. 19:30-21:30 i Blovstrødhallens cafeteria, Sortemosevej 20. Tilmelding er ikke nødvendig. Du møder bare op, men sæt allerede nu X i kalenderen!

Der er mulighed for at købe kaffe, te, sodavand mv. i hallens cafeteria ‘Spisestedet’.

Fællesspisning
For de, der ønsker det, er der fællesspisning af dagens ret i cafeteriet hos Tina og Martin. Det koster 79 kr. pr. kuvert, som bestilles i hallens cafeteria senest fredag, den 13. februar på: spise-stedet.com eller mobil: 60 57 45 35.

Vi glæder os til at se dig.
Blovstrød Idrætsforening

SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET