Med den gyldne saks åbnede borgmesteren i dag den nye sikre skolesti til Blovstrød Skole

Kl.13:00 åbnede Allerød Kommune for den sidste del af den sikre skolesti det ’missing link’ ved det eksisterende stisystem for det nye boligområde.

Efter sin velkomsttale klippede borgmester Karsten Längerich det røde bånd over som symbolet på, at nu var hele den sikre skolesti på en halv kilometer åben. Foto: AOB

Efter sin velkomsttale klippede borgmester Karsten Längerich det røde bånd over som symbolet på, at nu var hele den sikre skolesti på en halv kilometer åben. Foto: AOB

SKOLESTI I dag bød borgmester Karsten Längerich velkommen til åbningen af den sidste del af den sikre skolesti fra den nye bebyggelse sydvest for Kongevejen til Blovstrød Skole.

Borgmesterne sagde blandt andet:
”Ja, stien er jo efter sigende allerede taget flittigt i brug, og en indvielse trænger sig derfor på. Det er en kort cykelsti, vi indvier i dag - men en sti med stor betydning.

Stiforbindelsen her udgjorde et ‘missing link’ mellem det eksisterende stisystem ved de nye boligområder og den sikre krydsning i det signalregulerede kryds ved Kongevejen - og herfra videre fx til Blovstrød Skole. En del af stien er udført som en midlertidig sti udlagt med grus, da vi afventer et privat byggeri på denne strækning, som cykelforbindelsen skal forløbe hen over.

Kunne ikke vente
Børnene i Drabæk Huse, Frugtlunden og Grønninegn kunne dog ikke vente på at få en tryg vej til skole, og stien er derfor etableret nu, selvom det er med grus på en delstrækning.

I Allerød Kommune anlægger vi en del nye cykelstier for tiden, og flere er på vej. Bl.a. en sti ved XL-Byg som føres under S-banen fra Blovstrød til Lillerød Bymidte ad Allerødvej.”

Herefter klippede borgmesteren med den gyldne saks det røde bånd over, og de første børn tog gladeligt stien i brug.

Efter at borgmesteren havde klippet det rød bånd over, tog de første børn gladeligt stien i brug. Foto: AOB

Efter at borgmesteren havde klippet det rød bånd over, tog de første børn gladeligt stien i brug. Foto: AOB

Det er B. A. Enterprise ApS, som har stået for udførelsen af grusstien og Mogens Bech fortæller, at man ikke ville nøjes med at opsætte et byggepladshegn mod den store udgravning, men i stedet etablerede et pænere og mere sikkert trådhegn. I øjeblikket er man ved at montere belysning lang stien, så der også på denne strækning bliver lys i de mørke timer.

God dialog
Teknisk chef, Hans Dyrby Kloch, har overfor AOB tidligere sagt om løsning af den manglende stiforbindelse på de ca.130 meter: “Vi har haft en god dialog med Sten & Stål - som ejer grunden - om at få udført en midlertidig løsning på stiforbindelsen. Det er ikke blevet en lige så fin løsning som ved Blovstrød Idrætsanlæg, men meget bedre end forholdene var. Den mere langsigtede løsning vil afhænge af fremdriften på Sten & Ståls byggeri.”

Den sikre skolesti til og fra Blovstrød Skole er nu en realitet og forbinder nu de nye boligbebyggelser sydvest for Kongevejen - fra Drabæk Huse, Frugtlunden og Grønningen til det signalregulerede T-kryds ved Kongevejen/Sortemosevej med bl.a. Blovstrød Skole. Stianlægget er i alt på ca. en halv kilometer - regnet fra Drabæk Huse til T-krydset. Grafik: AOB

SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET