Træerne vokser ikke altid ind i himlen for A-rækken

Blovstrøds håndbolddrenge vandt to af tre kampe.

Kampråbet og sejrsdans efter aftenens kamp blev optaget på video af Bo Thorenfeldt Poulsen.

HÅNDBOLD  Her refererer Bo Thorenfeldt Poulsen fra tre drengehåndbold-kampe, som blev afviklet i går og i dag:

A-rækken
Træerne voksede ikke ind i himlen for Blovstrøds håndbolddrenge i A-rækken. Søndag formiddag skulle der følges op på sidste uges sejr. Denne gang var modstanderen Ajax København. Lad os bare slå det fast med det samme. Ja, de var gode, Ajax, og godt hjulpet på vej af dommeren, trak de desværre fra i slutningen af første halvleg. Her blev deres fysik udslagsgivende. Men Blovstrød scorede trods alt 24 mål. Desværre gik der lidt flere ind. Resultatet blev 30-24 i Ajax’ favør. 

B-rækken
Men så var det dejligt at kunne slutte søndagen af med en udesejr mod Holte i B-rækken. Der havde vi også en revanche til gode. Atter en helstøbt holdindsats bar drengene frem til en to-målssejr. Resultatet blev 17-19. 

Mandag
Mandag aften skulle Blovstrød-drengene atter i kamp. I aften gjalt det så en kamp i pokalturneringen, hvor Vallensbæk tog imod. Om det var gårsdagens kampe og det sene tidspunkt, der havde indflydelse på præstationen skal lades være usagt, men vi skulle helt hen til slutningen af 1. halvleg, førend Blovstrød fik slået et hul på fire mål til stillingen 13-9. Denne føring holdt halvlegen ud. 

Det var tydeligt, at drengene fra Vallensbæk havde fået en opsang i pausen, for i løbet af få minutter i 2. halvleg fik Vallensbæk kontakt og fik udlignet til stillingen 15-15. Kampen lå længe på vippen, men kræfterne hos Vallensbæk slap op som 2. halvleg skred frem, og Blovstrød kunne cruise sig til en sikker fødselsdagssejr til Malthe på 23-19, der kunne fejre dagen med fire flotte scoringer. Af andre udslagsgivende præstationer skal særligt Gustavs forsvarsspil fremhæves. 

SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET