Snuble-fortovene på Blovstrøds to alléer

På Sjælsø Allé og Blovstrød Allé mangler der stadig 1 km fortove at blive renoveret.

En detalje fra Blovstrød Allés sydlige fortove, som endnu ikke er blevet renoveret. Foto: AOB

SNUBLE-FORTOVE AOB skrev forleden dag om ‘De halve løsninger i Blovstrød’ LÆS HER. Det har efterfølgende medført flere reaktioner og skriverier på Facebook om bl.a. fortovenes tilstand på de to store alléer her i Blovstrød; dvs. Sjælsø Allé og Blovstrød Allé.

Kun sydsiden af Sjælsø Allé er blevet oprettet, og kun 2/3 af Blovstrød Allés nordlige ende er netop blevet renoveret. Det vil sige, at omkring 1 km stadig venter på at blive istandsat. Nu spørger borgerne: “Hvornår bliver resten af disse snuble-fortove mon bragt i orden?”.

En detalje af fortovet på Sjælsø Allés nordlige fortov, som stadig venter på en renovering. Foto: AOB

Prioriteringsliste
Det er klart, at det hele bunder i økonomi, og indgår i en prioriteringsliste fra den nye ‘Kvalitets- og designmanual for belægninger på veje, stier og fortove’. Men hvornår kan Blovstrød-borgerne så forvente, at resten af disse fortove bliver sat i stand? Det har taget over seks år, at få overbevist kommunen om, at den var gal med fortovene på Blovstrød Allé.

Kommunen oplyser

AOB har rettet henvendelse til Allerød Kommune, hvor teknisk chef, Hans Dyrby Kloch, svarer:

“Det er rigtigt, at størstedelen af fortovene på Blovstrød Allé er blevet istandsat i år. Af økonomiske hensyn bliver den sidste del af fortovet udført i 2020.

På Sjælsø Allé er den sydlige side renoveret for nogle år siden, og den nordlige indgår i den pulje af ‘meget trængende fortove’, der skal prioriteres imellem de nærmeste år. Man kan på følgende link (https://www.alleroed.dk/borger/by-veje-og-trafik/veje-og-vejbelysning) finde den´Kvalitets- og designmanual: Belægninger på veje, stier og fortove’, der blev politisk godkendt den 4. juni i år. Her er efterslæbet på området opgjort, sammen med en beskrivelse af, hvordan renoveringer prioriteres og udføres.”


28 km fortove, som har det kritisk
Hans Dyrby Kloch oplyser videre: “Af rapporten fremgår det bl.a., at der er ca. 28 km fortove i kommunen i de to mest kritiske kategorier. Renoveringerne bliver prioriteret ud fra en konkret faglig vurdering og forelagt til politisk behandling, typisk i januar eller februar måned. Der ud over har vi løbende mange småreparationer af fortove og stier, når fejl meldes ind via borgertip, eller vi selv konstaterer dem ved tilsyn.”

 

SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET