Der var rigtig mange høstgaver, som på auktion indbragte et pænt beløb til Soldaterhjemmet i Høvelte.
HØSTFEST Blovstrød Kirke var fyldt til sidste plads, da der i går var høstgudstjeneste og med rigtig mange børn og de unge konfirmand-aspiranter.
Både kirkens Voksenkor samt Børne- og Spirekoret medvirkede. Børnekoret frembragte flere sange så fint, at de efterfølgende fik stor applaus fra den begejstrede menighed.
Efterfølgende blev der afholdt auktion over høstgaverne på sognegårdspladsen. Den pæne sum penge, som kom ind ved auktionen vil ubeskåret gå til Soldaterhjemmet i Høvelte.
I præstegårdshaven kunne man tilberede bålpandekager, og der var endvidere ristede pølser til alle. Endelig var der mulighed for selv at presse æbler til most, hvilket de mange børn hjalp godt til med. En dejlig formiddag hvor vejret var med arrangørerne.