Den grønne kile til Blovstrød

Nu har de kommende beboere ved bl.a. Frugtlunden fået et kig til det grønne område omkring Blovstrød Kirke

Nu er ejendommen Kongevejen nr. 9 helt ryddet og har dermed skabt en åbning mellem kirkeområdet og den nye bebyggelse på den anden side af Kongevejen. Foto: AOB, som har 'sået' græs i forgrunden.

ÅBNING  Man kan nu se, at de kommende beboere på vestsiden af Kongevejen vil få et smukt kig over til Blovstrød Kirke. Den i lokalplanen viste åbning mellen det nuværende Blovstrød og de nye bebyggelser på vestsiden af Kongevejen er nu delvis blevet en realitet, idet den af kommunnen ejede ejendommen - Kongevejen 9 - helt er fjernet.

Som led i byggemodningen af boligområdet er det planen - som vi tidligere har nævnt - på sigt at nedrive to huse på Kongevejen over for Blovstrød Byvej. Det drejer sig om Kongevejen nr. 7 og 9.  Dette for at skabe en bred åbning fra de nye bebyggelser over til det grønne område ved kirken. Ejeren af Kongevejen 7 har dog ikke ønsket at afhænde sit hus, hvorfor der i første omgang kun er tale om en 'halv' løsning - og dermed en 'halv' åbning. Resultatet i dag viser dog, at det er rigtig tænkt med en bred grøn kile mellem de nye bebyggelser og det nuværende Blovstrød. Jf. nedenstående luftfoto af de grønne kiler.

Luftfotoet viser de fem grønne kiler omkring de nye bebyggelser. I den røde ring er den grønne kile mod Blovstrød angivet. Luftfoto: Allerød Kommune

En del af åbningen (til venstre i øverste billede) vil blive beplantet med frugttræer, som i øvrigt også vil blive etableret langs de to ejendomme, Kongevejen 11 og 13, samt langs Østre Teglværksvej.