Entreprenøren kæmper med tiden

Kommunen har lovet, at privatskolen får et nyt stoppested med buslomme inden skolestarten efter sommerferien - kan det nås?

Her kommer den nye buslomme til at ligge - det er ud for bagindgangen til privatskolen. Fra buslommen føres et fortov hen til et ny fodgængerovergang med midterhelle, og som munder ud ved skolens bagvej. To træer er blevet fældet og en række lysmaster skal flyttes for at give plads til vejudvidelsen på nordsiden. Foto: AOB

TRAFIKSIKKERHED  Kommunen har stillet Allerød Privatskole i udsigt, at når skolen starter den 14. august, så er busstoppestedet ved skolen flyttet, og der er etableret en buslomme og en fodgængerovergang med midterhelle til privatskolens bagindgang. Projektet er besluttet for at forbedre trafiksikkerheden omkring skolen.

Fra kommunen lyder det: "Muligheden for sikkert at krydse Sortemosevej bliver etableret i forbindelse med forberedelserne til udbygningen (bl.a. Teglskoven) syd for Sortemosevej, og kommer til at bestå af midterhelle, fodgængerfelt og advarselstavler monteret på belysningsmast."

Kun buslomme på den ene side
Det er jo rigtig fint, at der etableres en buslomme på sydsiden af Sortemosevej - for ikke at genere den øvrige trafik, men når man nu er i gang - hvorfor er der så ikke også en buslomme på nordsiden - her er der rigelig med plads. For alle eleverne skal jo hjem igen! 

Principskitse, som viser, hvor buslommen bliver placeret. Men der havde også været rigelig med plads til også at udføre en buslomme på modsatte side. Bemærk i øvrigt, den nye indkørsel til XL-byg, som samtidig bliver adgangsvejen til bl.a. Teglskovens bebyggelse. Illustration: AOB

Birkerød-entreprenøren 'Gravmand' er i fuld gang med gravearbejdet og har måttet fælde to store træer for at give mulighed for den kommende løsning. Der bliver tale om en større vejomlægning, idet indkørslen til XL-BYG på sigt også bliver flyttet og indgår i en helhedsløsning med den fremtidige indkørsel til Teglskovs-bebyggelsen, som bliver opført syd for XL-BYG.

Men kan entreprenøren nå det? Der er kun 3 uger til den 14. august!

Bagvejen til skolen som fremover vil blive brugt flittigt. På nordsiden af Sortemosevej graves der ud til vejudvidelsen - ikke til en bus-lomme. Fotos: AOB

Glade for projektet
“Vi er meget glade for det tætte samarbejde med Forvaltningen, og er specielt glade for at overgangen, efter input fra vores side, bliver etableret som en belyst overgang og bliver markeret med færdselstavler,” siger skoleleder Mikkel Kofod Løvenhøj og fortsætter:

“Det giver skolen mulighed for at etablere skolepatrulje ud for skolen, og på den måde hjælpe store såvel som små elever sikkert over Sortemosevej. Det giver elever, der kommer til skolen ad bagvejen via Allerødvej en langt bedre skolevej, og kommer også til at forbedre muligheden for at komme til busstoppestedet på den sydlige del af Sortemosevej, både før og efter skole.”