Beruset person påkørte to lygtepæle i Blovstrød

To lygtepæle på Sortemosevej blev påkørt af en personbil, som endte på taget

Der var to lygtepæle - ud for XL-byg - der blev torpederet af en bilist. Foto: AOB

ULYKKE  En 25-årig mand fra Allerød, der var påvirket af spiritus, kørte lørdag morgen omkring klokken 7:00 galt i sin bil på Sortemosevej ud for XL-byg, oplyser Nordsjællands Politi.

Vagtchef, Jan Hedager, oplyser, at manden, som havde 'en del alkohol i blodet', påkørte to lygtepæle, hvorefter han mistede herredømmet over bilen, som slingrede og rullede rundt og endte på taget. Bilisten kom kørende fra Allerød mod Blovstrød.

Det oplyses, at manden slap med småskader, men måtte en tur på skadestuen, hvor der bl.a. blev udtaget en blodprøve for at fastslå, hvor høj en promille han havde.

Den første lygtepæl, som blev ramt, blev revet op af jorden, knækkede og lagde sig fladt ned - den anden pæl blev hårdt beskadiget men er midlertidig blevet 'lappet'. Foto: AOB