Hvad mener Blovstrød-borgerne selv om deres landsby? Læs her.
BLOVSTRØD En familie fra Vanløse drømmer om at flytte nordpå, og har derfor skrevet til ‘BLOVSTRØD’-hjemmesiden for at høre mere om vores hyggelige landsby. Familien skriver:
“Kære familier i Blovstrød
Vi er en lille familie med to børn på 1,8 og 4,5 år og bosat i Vanløse, der er begyndt at drømme om, hvor vores næste hjem skal være, og børnene skal have deres skolegang. I den forbindelse er Blovstrød sat på kortet, primært pga beliggenheden. Derudover er vores viden begrænset til hvad der står på Wikipedia. DERFOR: Er der nogen, der har lyst til at fortælle om, hvordan det er at være familie i byen, muligheder for socialt liv og fællesskab, arrangementer, skolen, og hvad der ellers er særlig godt ved at bo i Blovstrød ?
På forhånd tak!
Mange hilsener os”
På familiens henvendelse har mange Blovstrød-borgere bl.a. svaret:
Jeg er født og opvokset i Blovstrød. Flyttede væk i 12 år og vendte tilbage med mand og børn. Dejlig tryg by med skønne naturområder. Skole, daginstitution, tropspejder, idræt og svømmehal findes også. Kan varmt anbefale Blovstrød!
Vi har boet her siden 1993 og der er kommet 3 børn til. Vi har generelt været glade for at bo her. Den dejlig ting er at der er cykelstier osv, så det er rimelig trygt at lade børnene cykle til skole o.a. Der er naturligvis altid muligheder for forbedringer, men da jeg fornylig var i en anden by, hvor min datter og svigersøn har købt hus, faldt det mig fluks i øjnene, at der manglede cykelstier.
At jeg så bor lige ved siden af Blovstrøds bedste kælkebakke er jo bare dejligt der er børne’larm’ - og det er skønt.
Jeg har boet her hele min barndom og kom tilbage da jeg skulle have mit første barn for 22 år siden. Rigtig mange kommer tilbage på den baggrund, og så er daginstitutionen fantastisk, skolerne gode, Rema1000 har sødt personale, og der er masser af sport og spejder i området, og så er der natur i overflod.
Vi bor for enden af Østervang ud mod Sandholmgårdsvej (tilsvarende det hus, som er til salg på Vestervang). Vi flyttede hertil for 3 år siden fra Frederiksberg, og trafikken generer os ikke. Tværtimod er vi glade for skovudsigten på den anden side Vi har to drenge på hhv. 5 og knap 2 år, og vi er virkelig, virkelig glade for at bo her. (Og vores yngste synes, at det er super spændende, når der kommer en traktor eller lastbil forbi.)
Et smørhul, hvor vi kom til i 1983. Har haft 4 børn og har nu 3 børnebørn igennem dagpasning og skole.
Vores lille familie, to voksne og en hund, flyttede til Blovstrød i 2018. Vi er simpelthen så glade for at bo her. Vi bor i Drabæk Huse - i den nye del af byen, så der er rigtigt mange nye i området og alle er friske på at sige ‘hej’ og lære hinanden af kende. Her i Coronatiden har vi nydt at bo i rækkehus med sociale naboer. Men der er også masser af skøn natur til, når man skal ud og luftes lidt. Kom gerne herop og gå en tur i området
Her er mega hyggeligt. Det er et super mindre bysamfund, hvor man alligevel ikke kender alle. Og samtidig, synes jeg det er mega hyggelig og ‘mødes’ nede i Netto/REMA1000 og støde ind i nogen dejlige mennesker og bare lige få sludret - nogen gange har jeg virkelig tænkt, at man sku' etablere en kaffevogn. Jeg bor lige ved siden af skoven, engen og et kæmpe naturområde (militærets område) under 1 km - kan komme til S-tog på 3 min. i bil, 10 min. på cykel. Folk tænker grønt, mange gør i VILD MED VILJE..... ej, jeg kan blive ved....
HER er bare godt og bo. Og så gælder gode naboer også MAX!
Vi ELSKER at bo i Blovstrød: Skønne mennesker, dejlig natur, fede forhold for børnene og tæt på København.
Som du måske allerede har forstået ud fra ovenstående kommentarer, er Blovstrød et dejligt lille smørhul - her er skønt at bo, tæt på skoven og med skolen som samlingspunkt for byens børn - her er trygt og sikkert at færdes. Jeg elsker at bo her og kan kun give de bedste anbefalinger!
Blovstrød er fantastisk, her er så god stemning mellem folk og en masse børn. Der er mange nytilflyttere fra København, så det er en blanding af gammel landsby idyl og med friske pust udefra. Jeg kommer fra Sorø og var omkring Nørrebro i 15 år inden jeg flyttede herop og jeg føler mig meget hjemme og velkommen. Vi har et barn på Allerød Privatskole (som også ligger i Blovstrød) og et barn på Blovstrød Skole. Begge skoler er fine på hver deres måde. Og så er der fantastiske Dorthe Wager og alle de andre i Blovstrød Børnehus, der står på hovedet for at gøre vores små børn glade. Er simpelthen også nødt til at nævne den lokale REMA1000, som må være Danmarks bedste. Personalet dikker babyerne (når der ikke er Corona) og hilser og snakker, det er nærmest en fest at handle når det foregår i REMA Blovstrød. I skal i hvertfald være meget velkomne heroppe.
Vi (2 voksne/2børn) flyttede hertil Blovstrød fra København for små 2 år siden. Havde ingen tilknytning til Allerød/Nordsjælland i forvejen, men nu kan vi ikke forestille os at skulle bo nogen andre steder, af netop alle ovennævnte grunde jeg kan tilføje, at vi bor i den nybyggede del af Blovstrød og det er som en landsby i landsbyen, hvor alle hilser og hjælper hinanden.
Hej! Flyttede til i 1972 - 1982, har boet lidt i København, men flyttede tilbage i 1984. Har 3 voksne børn, der har haft en tryg opvækst i dette lille ‘smørhul’. Hvis man har lyst, kan man dyrke næsten alle former for idræt , rigtig god skole, idrætshal, svømmehal (som er sjældent for sådan en lille by) velfungerende spejdergruppe osv. osv. - bare kom an!
Velkommen til! Du kan deltage i bydelsmødet virtuelt (link fra borgmesteren Karsten Längerich her i gruppen) hvis du vil lytte lidt ind i den del af lokalsamfundet her, og kom endelig en tur forbi skolen og få en snak med skolelederen Anna Recinella. Med to store børn kan jeg kun sige, at når jeg (som fagperson og som mor) ser på deres grunduddannelse, er det en rigtig god investering - i denne tid også med spændende udvikling i de fysiske rammer (og hvis det betyder noget for jer er tallene også overbevisende).
Jeg har løbet Blovstrød tyndt i næsten 30 år, og man skal lede længe efter en mere hyggelig by. Løbet? Ja, i Danmarks bedste og nok største løbeklub, ‘Blovstrød Løverne’ med mere end 1.000 medlemmer, så er I til motionsløb eller eliteløb, så er det stedet. Klubben, der lige har haft 40 års jubilæum, blev stiftet i Blovstrød, og i mange år holdt vi til på Blovstrød Stadion (Skovmarken Stadion). Senere flyttede vi til Skovvang Stadion på Poppelvej i Allerød, men det er jo lige i nærheden.
Jeg kan tilslutte mig de mange positive kommentarer. Blovstrød er et smørhul/fantastisk. Vi flyttede hertil i 2002 efter en grundig boligsøgning som bl.a. bragte os til Espergærde, Værløse, Fredensborg, Hillerød, Birkerød... Blovstrød var bare bedst (da vi først havde set Blovstrød var det et spørgsmål om tid før vi fandt det rigtige hus).
Bonus-info: Blovstrød Skole var for nogle år siden truet af at elevtallet ville gå ned. Det er der rettet op på. Med etableringen af den nye del af Blovstrød har skolen stor elevfremgang og skal udvides. Der er lavet en ny dagsinstitution. Endnu en er på trapperne til at blive indviet. Allerød Kommune har et fantastisk forenings/fritidsliv (spejder, Sigma-swim svømmeklub, Blovstrød Fodbold, Håndbold, Blovstrød Badmintonklub, Blovstrød Tennisklub, osv. osv.). Her er grønt og dejligt!
Og så husk så lige at læse ‘Alt Om Blovstrød’ (skriv: www.blovstroed.dk), som udkommer næsten hver dag (alle hverdage) - hele året rundt med en nyhed!
AOB kan tilføje følgende:
Blovstrød er en gammel fortelandsby, som har ligget med tilhørerende marker omkring sig omgivet af skove. Blovstrød opstod muligvis mellem år 1000 og 1200.
Det er en enestående kvalitet for Blovstrød, at den store forte sammen med kirken og kirkegården udgør byens fælles midtpunkt. Årsagen til at forten ikke er blevet udstykket og bebygget skyldes formentlig, at den har været umatrikuleret gadejord og derfor ikke underlagt private ejere.
Ifølge ‘Lokalhistorisk Arkiv i Allerød Kommune’ var matrikel 1 ved kirken den første der blev bygget, derefter kom matriklerne med skolen og 10 – 11 firlængede gårde, som var placeret i en stjerneform omkring en stor landsbyforte. Alle matrikler i Blovstrød området var udstykket ud fra stjerneformen. I dag er der kun ganske få rester tilbage af de oprindelige gårde, mens landsbyens stjerneformsudstykning stadig tydeligt ses i skel- og gaderetninger i Blovstrød.
Gammelt matrikelkort, som viser de11 firlængede gårde, som var placeret i en stjerneform omkring en stor landsbyforte. Alle matrikler i Blovstrød området var derfor udstykket ud fra stjerneformen.
Blovstrøds lokale sangskriver, Mogens Falk, supplerer med følgende :
SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET