I Blovstrød Svømmehal viste 120 svømmeglade børn, hvad de har lært i sæsonens løb
Søndag, den 31. maj mødte 120 svømmeklare børn op til klubmesterskaberne i Sigma Swim i Blovstrød Svømmehal. Det skriver allerødnyt.dk og uddyber:
Der var lagt op til en masse god svømning i Blovstrød Svømmehal, og børnene havde glædet sig til at vise forældre, bedsteforældre, søskende og andre interesserede, hvor dygtige de var blevet i løbet af sæsonen.
I år var det muligt for alle at deltage, da man både kunne vælge at svømme på tværs af bassinet, svømme med hjælpemidler og endda svømme med mor eller far. Der blev selvfølgelig også svømmet flot crawl, bryst, ryg osv.
De yngste deltagere var kun tre år, men klarede det flot, og alle blev klappet i mål.
Den stolte klubdirektør Mia Hyldahl udtaler: "Hvor var det fantastisk at se, hvor bredt vi favner som klub. At se de små på 3-4 år have en god oplevelse og elske at være i vandet og samtidig de store børn på 9-11 år svømme så flot og være så stolte over deres svømmeevner, det var en rigtig god oplevelse. Næste år håber vi på endnu flere deltagere!"
Det var én stor festdag, hvor der blev delt et hav af medaljer ud til alle de dygtige børn og endda trofæer til alle vinderne.
Samtlige svømmebørn gik hjem med både Sigma drikkedunk, medalje eller trofæ samt diplomer for deres flotte svømning.