Blackfoot-spejderne flytter nu til Blovstrød Stadion

Købsaftalen med Allerød Kommune er nu underskrevet. I den anledning arrangeres en overtagelses-reception søndag, den 6. december

Blackfoot-spejderne glæder sig utroligt meget til at indtage det nye spejdercenter.  Foto: AOB

Blackfoot-spejderne glæder sig utroligt meget til at indtage det nye spejdercenter.  Foto: AOB

Vejen har været lang - meget lang, men med en tæt og positiv dialog med bl.a. byrådet,” siger idé- og initiativtager Thomas Kragh Christenser til Alt Om Blovstrød. ”Spejderne startede med idéen for næsten halvandet år siden, og vi er nu kommet så langt, at der nu foreligger en endelig underskreven købsaftale med kommunen.”

Overtagelses-reception
Af aftalen fremgår det bl.a., at spejdergruppen Blackfoot Blovstrød - De danske spejdere DDS (De blå spejdere) - overtager Blovstrød Stadion den 1. december i år, og i den anledning arrangerer spejderne en overtagelses-reception søndag, den 6. december kl. 14:00, hvor bl.a. borgemester Jørgen Johansen vil deltage.

Thomas Kragh Christensen siger videre: "Den nuværende hytte på Parkvej er spejderne for længst vokset ud af, og vi er allerede nu i gang med planer og organisering af det store arbejde, der ligger foran os, inden den nye spejderhytte kan tages i brug. Alle spejderne glæder sig utroligt meget til at indtage de meget bedre rammer i form af en større Blackfoot-hytte og et fantastisk udendørsområde med direkte adgang til det smukke Tokkekøb Hegn."

Gave-træ
"Det er en skøn og dejlig opgave, vi skal i gang med, men det kommer nu nok også til at koste en del penge. Hvor hurtigt vi kan få omdannet klubhuset med badeomklædning til en spejderhytte kommer helt klart til at afhænge af økonomien. Vi ejer ikke Kongens mønt og er en gruppe på ca. 100 spejdere. Vi har planer om at søge fonde og skabe et gave-træ med mange 'gave'-blade. For 250 kr. som gave kan alle få sit blad med navn på gavetræet, der kommer til at stå foran den nye Blackfoot-hytte” fortæller Carina Stenhøj Larsen til AOB og fortsætter: 

"Selvom spejdere er 100 procent frivillig arbejdskraft, er der brug for penge til diverse ombygningsarbejder - herunder el- og VVS-arbejder. Fodboldbanearealet går vi i gang med til næste år og omdanner det til et spejderland med patruljelejrpladsen, raftegård, bålpladser mm. indrammet af træer og buske. Så det skal blive spændende at komme i gang og se, hvad der skal laves, og hvordan det kan blive løst."

Christian Bjerregaard - fra spejdernes flyttegruppe - oplyser: "I aftalen med kommunen indgår iøvrigt, at den gamle spejderhytte ved Parkvej skal være fjernet inden den 1. april 2016, hvilket i sig selv også er en stor opgave. Hytten er nu billig til salg”.

Allerød Spejdercenter
"Allerød Spejdercenter vil, ud over at være Blackfoots faste tilholdssted, også - som navnet siger - give alle uniformerede ungdomskops i Allerød Kommune adgang til at udføre større aktiviteter," siger gruppeleder Kasper Hilstrøm, og fortsætter. "Her tænker vi på f.eks. fremtidige Allerød-lejre, divisionsturneringer, gruppeture, patruljeleder-kurser, mm.

”I øvrigt har Blackfoot været i Blovstrød i over 50 år, så man må sige, at vi er en del af byen – og det bliver vi ved med,” slutter formanden for Blackfoot gruppen Thomas Fogh Hansen.

Den store grund på ca. 20.000 kvm., som ligger helt op til Tokkekøb Hegn, skal beplantes med træer og buske og skal formes som et 'spejderland'.  Foto: AOB

Den store grund på ca. 20.000 kvm., som ligger helt op til Tokkekøb Hegn, skal beplantes med træer og buske og skal formes som et 'spejderland'.  Foto: AOB